Familien kæmper ofte om den hyggelige arbejdskrog, men det er som regel Camilla, der vinder og derfor blogger herfra. Bordet er fundet til 100 kroner på loppemarked, skrivebordslampen af Christian Dell har Camilla købt for ingen penge på et loppemarked, mens ‘Cobra’-telefonen er fra hendes barndomshjem.
„Som stylist lever jeg af, at alt skal være så pænt og ordentligt, men derhjemme er jeg jordens største rodehoved - og ja, der blev 100 % ryddet op for fotografen,“ afslører Camilla. Spisebordet er fra Hay, malerierne er Camillas egne værker, mens lampen er fra Design by Us. Den høje kurvestol er en gammel Le Corbusier, der blev reddet fra storskrald. Tekande og sukkerskål er loppefund.
Åbne hylder i et køkken kræver både system og pæne glas og æsker, men det er ikke noget problem for Camilla. De fine tekander har Camilla samlet på sine mange loppeture, mens glaskrukkerne er købt hos Notre Dame.
Køkkenet og spisestuen hænger sammen som et stort køkken-alrum. Her er Camilla gået efter støvede retrofarver for at skabe kontrast til det helt hvide køkken. Den grå-grønne pendel er fundet hos Quriosa. De var oprindeligt brune, men Camilla gav dem en gang sprøjtemaling.
Det store vindue i stuen giver et skønt lys. Pladsen under vinduet er Camillas yndlingshjørne. Her er plads til både at læse en god krimi, snuppe en morfar eller bare kigge ud i haven. Briksen er fundet på Lauritz.com og er altid fyldt med tæpper og puder. Det stribede tæppe er af Tina Ratzer, mens puden i liberty-stof er hjemmesyet. Den enkle væglampe er fra Bestlite.