Hvad sætter du størst pris på i badeværelse?
Her i badeværelset er det udsigten. Rummet ligger på anden sal i vores sommerhus. Når jeg ligger i mit badekar, har jeg udsigt til havet. Det er ren luksus.
Hvad er musthaves på et funktionelt badeværelse?
Det er vigtigt med god opbevaringsplads. Vi fik lavet nogle rummelige skuffer, hvor der, ud over at være plads til alle vores håndklæder, også er god plads til plejeprodukter og rengøringsmidler. Derudover synes jeg, at det er dejligt at have to håndvaske, så der er tid og plads til at hygge sig herinde sammen.
Hvad karakteriserer et rart badeværelse?
Et badeværelse bliver nemt lidt sterilt at se på, specielt når det som dette er helt nyt. Jeg har forsøgt at krydre det med nogle personlige ting - gamle spejle, billeder, lækre sæber og levende lys - så udtrykket ikke bliver alt for snorlige.
Hvad er den bedste detalje herude?
Jeg er meget begejstret for badekarret og den måde, det er installeret på. Det var arkitektens idé at klodse det op som en båd. Det er et vellykket alternativ til de sædvanlige løvefødder, som jeg var bange for ville blive for meget.
Hvad er dit bedste tip til velvære på badeværelse?
Det er at tænde et par duftlys, lægge sig i badekarret og give kroppen en god scrub med badesalt og en børste. Badekarret er også et oplagt sted at give håret en kur. Tag en plastikpose over håret og sno et håndklæde omkring, mens kuren virker. Det giver den bedste effekt.
Gun-Britts plejezone
Skrevet af Marie Langvad. Foto: boligmagasinet.dk