- Artikel
- Galleri (19 billeder)
Det inspirerede os
Brugbare minder fra redaktionen
Nr. 71 januar 2006
Anja Hellberg, redaktionschef
Måtte overgive mig til Barbapapa'erne
Det er snart to et halvt år siden, vi viste en boligreportage fra butiksejer Helle Høgsbro Krags hus, hvor man så et lille glimt af en væg med Barbapapa-tapet. Men det var nok for vores læsere, der siden har bestormet os med opkald og mails for at få fat i tapetet, tippe om forhandlere og give god råd om alternative løsninger. Sidste år måtte jeg overgive mig til de buttede væsener, og i dag er der små kulørte Barbapapa-wallstickers rundt om puslepladsen på min datters værelse.
TIP Bolig Magasinet arbejder i øjeblikket på en konkurrence, hvor I læsere kan være med til at bestemme, hvilket Barbapapa-tapet, der skal sættes i produktion. Følg med i bladet!
Nr. 60 februar 2005
Caroline Johansson, interiørredaktør
Strøg direkte på loppemarked
Jeg er vildt med den måde, Mette Heiberg laver små tableauer på skænken og rundt omkring i boligen. Efter jeg havde været i hendes fantastiske bolig, var jeg ude at købe genbrugsvaser og male dem ensfarvet, så jeg kunne få de samme smukke tableauer.
TIP
Kig på formen og ikke farven, når du køber en lampe eller en vase. ALT kan males! Tænk også på, at en vase som er grim alene, kan være flot sammen med de rigtige ting eller med et flot tapet som baggrund.
Nr. 83 januar 2007
Louise Lehrmann, chefredaktør
Kulørt mod søges
Jeg er vild med den fuldstændig anarkistiske måde, Rebecca Elbek har sat farver, mønstre og stilarter sammen på i sit hus. Jeg er stadig i gang med at overbevise mig selv (og min mand) om, at det også vil se fedt ud hjemme hos os.
TIP
Indret personligt ved at bryde med de gængse forestillinger om et stilrent hjem: miks stilrene designmøbler med loppefund, vær ikke bange for at kaste dig ud i hele farvepaletten i samme rum og sæt gerne forskellige mønstre sammen.
Nr. 90 august 2007
Signe Lund-Jensen, journalist
Sådan skal mit kolonihavehus også se ud!
Julie Krogstads kolonihavehus og de andre sommerhuse i temaet gav mig masser af ideer til, hvad jeg selv skulle gøre ved min egen lille knaldhytte. Især det udendørs bad, udendørskøkkenet og havestuen er den slags, jeg går og drømmer om. I samme nummer var der i øvrigt en guide til grill – min konto ville nok ønske, at sommernummeret havde været knap så inspirerende ...
TIP
På www.genbyg.dk kan du købe gamle vinduer og døre, når kolonihavehuset knopskyder. Her kan du også være heldig at finde det originalt dørgreb, der passer præcis til din gamle bolig.
Nr. 43 september 2003
Stine Kokfelt, art director
Grundstenen til min stil
Jeg husker meget tydeligt en lille lejlighed på 49 kvadratmeter, der var indrettet så stramt og enkelt, at der både var lyst og lækkert og plads til det hele. Det unge pars indretning og sjove løsninger var en stor grund til, at jeg dengang indførte ‘hvid stil med mørke indslag’ derhjemme. Deres hjem var fyldt med indbyggede møbler og sjove indslag som for eksempel et vindue i væggen, hvilket gav mig skubbet til at lave hul i væggen mellem vores to stuer.
TIP
Tænk i indbyggede møbler og skydelåger. For eksempel kan du montere skydelåger foran bogreolen, hvis du synes, bøger roder for meget. Hellere det end at undvære bøger i hjemmet!
Nr. 84 februar 2007
Tina Zaremba, art director
Gav mig lyst til at eksperimentere
Det er svært ikke at blive imponeret over Majken Elisa Hansens modige indretning. Det farvestrålende tapet gav mig lyst til at eksperimentere med noget fedt og opsigtsvækkende tapet, og da vi heldigvis lige er flyttet til et nyt hus, har jeg en masse herligt tomme vægge at smække spændende tapet op på!
TIP
Lad tapetet være udgangspunktet og vælg puder, lys, kommode m.m. ud fra det, så der kommer sammenhæng i dine farver.