Hvordan vil du beskrive din stil?
Jeg kan lide det lidt dramatiske udtryk – tunge farver, møbler og gardiner og store malerier. Maskulint med et feminint twist.
Hvor finder du inspiration til din indretning?
Jeg har altid øjnene med mig. Jeg kan finde inspiration i alt fra natur til smukke tekstiler. Det kan være en lille detalje, der sætter noget i gang.
Hvad er du mest glad for i hjemmet?
Jeg synes, at hele lejligheden er helt fantastisk. Men specielt vores store spisebord er uundværligt. Med alle børnene og deres kammerater er vi ofte mange mennesker omkring det.
Laver du tit om derhjemme?
Det kan jeg godt gøre flere gange om året. For eksempel at skifte velourgardinerne ud med nogle lettere ved forårstid. Jeg kan godt lide at forandre stemningen.
Hvad er dit næste projekt?
Jeg kunne godt tænke mig at indrette et hyggeligt teenage-køkken i vaskerummet. Så kan drengene selv koge sig en gang pasta, når de har lyst.
Hvad vil du aldrig have inden for?
Jeg udelukker aldrig noget på forhånd. Jeg er åben for nye ting og sorterer først fra, når jeg står over for dem.
Hvad lægger du mærke til, når du besøger andre?
Jeg kan godt lide, når folk bor, som de er. Folk, der tør at give slip derhjemme og ikke tænker så meget over, om tingene passer perfekt sammen.
Læs kommentarer