Tapeter får vores lejlighed til at virke større

Man skal lede længe efter hvide vægge
hos Rebecca og Ben, der ikke er bange for
at mikse tapeter i forskellige mønstre og
farver i samme rum. Sofaen er designet af
Anders Nørgaard for Illums Bolighus, sofabordet
er fra Roxy Klassik. Loftlampen
’Dandelion’ er designet af Richard Hutten. Man skal lede længe efter hvide vægge hos Rebecca og Ben, der ikke er bange for at mikse tapeter i forskellige mønstre og farver i samme rum. Sofaen er designet af Anders Nørgaard for Illums Bolighus, sofabordet er fra Roxy Klassik. Loftlampen ’Dandelion’ er designet af Richard Hutten.
Skrevet af Boligmagasinet. Foto: Jesper Ray

Kig med indenfor hos Rebecca og Ben, og lur deres tricks til, hvordan du kan mikse farver i alle nuancer

Se mere om: boligreportage, farver, tapet

Nogle gange flasker tingene sig bare helt perfekt. Som for eksempel da Rebecca for to år siden forelskede sig i Ben, og han i hende. Og som en ekstra gevinst var Rebeccas udkårne den heldige ejer af en superlækker nyistandsat lejlighed, og hun fik både prinsen og et lille kongerige på 139 kvadratmeter midt i Skovshoved nord for København.

Med en fortid som art director på det internationale livsstilsmagasin Wallpaper har Ben sans for farver og tapet, hvilket man da heller ikke er i tvivl om, når man bevæger sig gennem parrets hjem. I hvert rum er væggene i forskellige farver og tapeter - nærmest som om lejligheden er inddelt i kapitler, du kan springe mellem efter humør.

Trænger du til lys og ro, kan du fortrække til soveværelset, og skal der være fest, er det ved spisestuens græsgrønne væg, folderne skal slås. Skulle du til gengæld få lyst til at hensætte dig selv til 1950'ernes New York, er kontorets mahognivægge et godt sted at starte.

For Rebecca var tapeter en hel ny måde at indrette sig på. Sådan havde hun aldrig boet før, men nu kan hun ikke forestille sig et hjem kun med udsigt til hvide vægge.

"Jeg har aldrig haft tapeter eller forskellige farver i min egen lejlighed. Kun hvide vægge, hvor den eneste farve var sådan noget som blomster, men jeg ville aldrig undvære det nu. Det giver en helt speciel varm atmosfære og noget rart for øjet at se på. Det får faktisk lejligheden til at virke større, fordi rummene kommer til at virke forskellige."

Imponerende samling møbelklassikere
Men det er ikke bare kulørte vægge, der gør et rum, for uden møbler er boligen som en skotøjsæske uden sko. Derfor har parret brugt lang tid på at finde de helt rigtige møbler til hvert rum.

"Vi gider ingen nemme indkøbsløsninger som for eksempel at hente hele møblementet i et møbelhus en lørdag eftermiddag. Nej, vi finder en glæde ved, at hvert møbel har sin egen historie," fortæller Rebecca, og parrets imponerende samling af danske og udenlandske klassikere er også blevet indkøbt over mere end en enkelt nat.

Ben er født i Tyskland og uddannet i New York, og Rebecca er halvt svensk, halvt chilensk, har boet i Frankrig og Tyskland, og bor lige nu i Danmark - så længe det varer.

"Vi er rigtig glade for vores fristed og hjem her i Skovshoved, tæt på vandet og dyrehaven. Men alligevel kunne vi godt finde på at flytte til et andet land. Vi er begge rejsevante og har boet i mange forskellige lande, så hjem er der, hvor vi er lige nu," slår Rebecca fast.

Når man træder indenfor, kan man med det samme se, hvordan parret er inspireret af hele verden i deres indretning. Deres stil er mere international end dansk: Her er ingen hvide skandinaviske vægge, og parret er ikke bange for hverken farver eller mørke rum. Ben rejser meget, og det er fra de mange rejser rundt i de forskellige verdensdele, han får gode ideer, nye påfund og måske et nyt tapet, han skal prøve af derhjemme. Men snart løber Rebecca og Ben tør for hvide vægge til nye tapetfund og tomme hjørner til flere designikoner. Og så må parret udvide hjemmet endnu en gang.

"Det kunne jo være fantastisk at købe overboens lejlighed og lave en trappe op til endnu flere rum, hvor vi kunne udfolde vores indretningsideer. Det er jo en on-going proces at nå frem til den ultimative løsning. Men det er egentlig okay, hvis den aldrig nås, for det er indretningsprocessen, vi synes, er spændende."

TIP: Farveglæde
Vær ikke bange for at bruge flere forskellige tapeter i ét rum. Det skaber en fed effekt og et flot miljø til dine møbler. Men begræns nipset, da det hurtigt kan blive rodet at se på sammen med alle farverne.

Læs kommentarer

Seneste

Seneste billedserier


Abonnér på BOLIG MAGASINET nu! Se alle tilbud