Det er en god idé at forberede dig grundigt, før du går i gang med at lave nyt badeværelse eller renovere det gamle. Tag rundt i flere forretninger, søg på internettet og find inspiration i blade. Tag bladet med ned i forretningen og vis, hvilken stil du kan lide. Så ved forhandleren præcis, hvad du søger.
2 Tegn på tern
Badeværelser er ofte små, så det er vigtigt at overveje behov og plads nøje. Tegn rummet op på ternet papir, så du tydeligt kan se, hvor meget plads du har til karbad, bruser, vask og toilet.
3 Tænk funktionelt
Husk, at badeværelset skal fungere i hverdagen. Placér de funktioner, der bruges hyppigst, ved indgangen - typisk vask og toilet. Bruser og bad må gerne være længere inde i rummet.
4 Tænk langsigtet
Et badeværelse skal holde i mange år. Derfor skal du være forsigtig med at falde for den billigste løsning - det er sandsynligvis noget, du skal se på i lang tid.
5 Spørg fagfolk til råds
Hvis du ikke helt kan overskue, hvordan dit badeværelse kommer til at opfylde dine drømme, er det en god idé at spørge badeværelsesforhandlere, håndværkere eller en indretningsarkitekt til råds om tekniske installationer, materialer, farver og funktioner.
6 Sikring
Undgå at bruge produkter, der ikke er VA-godkendt. Skulle noget gå galt, dækker forsikringen ikke, hvis produktet ikke er godkendt.
7 Fremtidssikring
Overvej det en ekstra gang, inden du genbruger gamle rørsystemer osv. Hvis de kun holder få år, kan det blive en dyr udskiftning.
8 Sæt kulør på tilbehør
Neutrale farver på fliser og store flader er den sikreste og mest langtidsholdbare løsning. Brug tilbehør som håndklæder, tandkrus og sæbe til at sætte farve på rummet.
9 Let rengøringen
Hvis du ikke er typen, der holder af at gøre rent, skal du undgå blanke armaturer og krummelurer. De er svære at holde fri for kalk. Gå også uden om møbler, der står direkte på gulvet, og vælg i stedet et væghængt toilet. Skjulte rør klæder rummet og gør samtidig rengøringen nemmere. Helt lyse og meget mørke farver er sværere at holde end de gråbrune farver midt i mellem. Især på gulvet kan det være en fordel med for eksempel jordfarvede fliser, da de ikke så nemt afslører hår og andet snavs.
10 Gør badet lyst
Det er rart med lys i badeværelset. Indret med glas og andre lyse materialer, der kan tåle fugt og vand. Husk at skabe lys til barbering, og når der skal lægges makeup.
11 Få frisk luft
Har dit badeværelse ingen vinduer, bør du installere en form for elektrisk udluftning, så du undgår for meget fugt.
12 Plads til opbevaring
Husk at overveje muligheder for opbevaring. En håndklædestang eller en håndklædetørrer ved siden af badet er praktisk, så du har håndklæderne lige ved hånden, og de har mulighed for at tørre. Bordplads ved siden af vasken kan bruges til tandbørster og sæbe
13 Store spejl på væggen dér
Er I en stor familie, kan et stort spejl på langs være et hit. Så kan hele familien klare make up og barbering samtidig.
14 Hyggested
Skal dit badeværelse være mere end et sted, hvor man klarer den daglig toilette i en fart, så overvej at tilføre lidt hygge med et gammelt møbel. Det stjæler opmærksomheden fra kedelig sanitet og skaber hyggestemning.
15 Skab stemning med tapet
Tør du ikke lave de store frække satsninger, når det kommer til sanitet og badmøbler, fordi det skal holde i mange år, er tapet en hurtig (og billig) måde at flippe lidt ud på. Det sætter fut i stilen, men kan hurtigt skiftes ud. Find et fedt tapet og bed din tapethandler om grej til opsætning i vådrum.
16 Klassisk stil
Ønsker du et badeværelse, hvor stilen holder i 100 år, skal du kaste dig over helt traditionelle hvide fliser. Med lidt arkitektonisk snilde kan selv et klassisk valg blive moderne i stilen, fx med et opmuret badekar og badmøbel med indbyggede skabe og skuffer.
17 Husk pynten
Når du har brugt en halv formue på dit nye badeværelse, så husk at føre den fede stil helt ud i de små detaljer som tandbørstekrus, håndklæder og lamper. Det er det, der giver helhedstrykket den sidste finish.
18 Skabsplads
Hvis du indbygger din vask i et badmøbel i stedet for at have den frithængende, er udtrykket både mere roligt, og du får masser af opbevaringsplads til alt din skønhed og smørelse lige ved hånden.
19 Flisevalg
Det kan være svært at vælge fliser blandt det uendeligt store udvalg, der findes. En god retningslinje kan være at vælge store fliser til store rum og små fliser til badeværelser. Så bliver resultatet mest harmonisk. Derudover skal gulvfliserne helst være lige så store eller større end vægfliserne, og de forskellige størrelse flisers mål skal helst gå op i hinanden, så fx gulvflisen er 40 x 40 cm og vægflisen 20 x 20 cm.
20 Udnyt pladsen
Har du højt til loftet, så udnyt pladsen kreativt med smalle hylder i fx glas under loftet til opbevaring af håndklæder, toiletpapir osv.
Læs kommentarer
Sæt med en stor blomster-sticker og fire små, dia 40 cm, 'Hybrid East', 450 kr.,
Base 212, orange stickers er hjemmelavede, toiletbørste i pink plast, h 35 cm,
279 kr., Umbra v/ZikZak, håndklæde, 50 x 70 cm, 140 kr., Jalla v/Grønlykke.
com., pink bambusmåtte, 60 x 90 cm, 165 kr., Room, håndvask i corian,
'Gobi', h 18 x b 42 x d 98 cm, 12.654 kr., armatur i rustfrit stål, 'Minimal',
højde 35 cm, 7.885 kr., håndklædestang i rustfrit stål, 'Minimal', h 3,5 x b
45 x d 8,5 cm, 1.150 kr., væghængt toilet, 'Galassia', h 29 x b 38 x d 52 cm,
7.383 kr., spejl, 'WK6', h 40 x b 270 cm, 10.313 kr., lamper i satineret stål,
'Toast', h 4 x b 14 x d 14 cm, pr. stk., 3.050 kr., alt fra Boffi v/Interstudio.