Køkkenhylderne er fyldt godt op med lækkert keramik og kunstfærdige glas, som selvfølgelig sælges i Designer Zoo. Den perfekte måde at peppe et simpelt køkken op på, så det ligner en million. Krusene her er skabt af Malene Helbak.
Karsten er ikke til dyre designløsninger, men foretrækker at skabe sin egen stil ved hjælp af små farverige og skæve detaljer. De kulørte greb er fundet hos Casa Shop for fem år siden
Den fine PH-lampe over spisebordet er fra 1928. Næsten ligeså gammel som ejendommen, der er fra 1903. I køkkenet kan man tydeligt se, hvordan ejeren kombinerer dyrt, men gedigent design med pudsige og charmerende ting, som han enten selv laver eller finder på loppemarkeder og hos for eksempel marskandisere
Karstens opfindsomhed fornægter sig ikke. Spisebordet er skabt af foden fra en gammel barberstol med en bordplade oven på. En rå løsning, der er flot sammen med feminine detaljer som bløde puder og keramik.
En hjørnebænk er superhyggelig og et uhøjtideligt møblement i køkkenets spiseafdeling. Puderne fra By Fribert sørger for, at den også er rar at sidde på. Bænken her er lavet af brædder fra et gammelt køkken, der skulle rives ned.