- Artikel
- Galleri (15 billeder)
Min stil: Malene Helbak
Skrevet 16. februar 2009 af Julie Vöge og Signe Lund-Jensen. Foto: Jakob Valling
1950ernes designere har ikke levet forgæves. Det ser man, når man træder indenfor i Malene Helbaks lille lejlighed på Vesterbro i København
I Malene Helbaks lille lejlighed på Vesterbro i København har gamle klassikere fået lov til at dele de få kvadratmeter med keramikerens egne kreationer, for på den måde forener hun de ting, hun bedst kan lide.
„I midten af forrige århundrede blev mange brugsting designet med optimisme og humor og i stærke farver. 1950'er-interiør kombineret med moderne møbler og kunsthåndværk giver et sjovt og alligevel stilrent udtryk, som jeg er stor fan af," fortæller Malene, der især er kendt for sit smukke porcelæn prydet med striber og prikker i glade farver.
Porcelænet er selvfølgelig nyt, men ellers er Malene Helbak mest til ting, der har mange år på bagen, og hvis ikke lejlighedens (mini)størrelse var en naturlig stopklods, ville hun slide skosålerne tynde i jagten på unikke fund.
„Hvis jeg en dag flytter ind i noget større, går jeg på jagt efter møbler igen, for jeg elsker gamle ting og møbler med stemning og liv frem for nyt interiør uden sjæl. Jeg har kun få helt nye møbler, og de er udelukkende købt, fordi de har en stor funktionsværdi. Men jeg ærgrer mig over, at de ikke har en historie at fortælle."
Måske derfor er keramikeren så glad for at bruge sine egne ting, for der kender hun historien bag - og mere personligt kan det næppe blive.
„Det gør mig glad hver dag at se min egen keramik i brug. Hvis vi ikke brugte mine ting herhjemme, så er jeg bange for, at mine tallerkener og krus bare ville føles som rene objekter på en butikshylde. Og det forhold vil jeg absolut ikke have til mit design."
5 ting, jeg ønsker mig lige nu
- Claydies 'Grass'-vaser. Jeg elsker dem, fordi de er fantasifulde og fyldt med humor. Og så er det skønt med lidt grøftekant i vindueskarmen.
- Multifarvet tæppe fra Hay - det kan lyse ethvert rum op og gøre én glad med de skønne stærke farver. Det er skønt blødt at træde og ligge på.
- Store knager i neonfarver fra Stilleben. Dem vil jeg hænge i en stribe på væggen i en højde, så Olivias overtøj kan hænge på bøjle på dem.
- ‘Mussel Mega'-tallerkener, som jeg kan mikse med de traditionelle musselmalede, jeg har i forvejen. Jeg bliver aldrig træt af musselmalet - det er smukt og kan mikses med ALT, synes jeg.
- Skoæsker i mønstret pap fra Pure Nomade. De er smukke i entreen og holder samtidig flot styr på skoene. De er praktiske, fordi mange kan sættes oven på hinanden.

Skriv en kommentar