- Artikel
- Galleri (7 billeder)
En hyldest til skandinavisk design
Skrevet 27. feb 2009 af Signe Lønholdt. Foto: Boligmagasinet.dk
Et besøg på Clarion Hotel Sign i Stockholm er et must for alle, der sværger til skandinavisk design
Hvert værelse byder på delikate smagsprøver fra hvert sit land, for eksempel finder du Norway Says på 4. sal og på 6. sal er etagen dedikeret til Poul M. Volthers 'Corona'-stol, mens du på 7.-10. sal finder Arne Jacobsens berømte møbler 'Ægget' og 'Svanen'. På 8. etage finder du hotellets helt egen spa afdeling med udendørs, opvarmet pool, champagnebar, fitnesscenter og skønne wellness-behandlinger.
Alle hotellets sengestel og reoler er fra Montana, det eneste der ikke er skandinavisk er belysningen, som dog stadig er noget af det lækreste design, der findes. Alle lamper er nemlig designet af Philippe Starck for Flos. Møblerne i foyeren og restauranten er af Arne Jacobsen (Syver-serien, Ægget og Svanen) - selv personalekontorerne er udstyrede med Syver-stole og Montana Møbler. Det er gennemført design helt ind til kernen.
Selve arkitekturen er også noget ganske specielt, for den ene facade er udført i glas, mens den anden er massiv granit, der skifter fra en blank poleret overflade til grove og rå sten. Bygningens skarpe, kantede ydre skærer igennem luften ved Norra Bantorget, arkitekten bag værket er Gert Wingardh.
Clarion Hotel Sign, Östra Järnvägsgatan 35, 101 26 Stockholm, tlf. +46 8676 9800, clarionsign.com
...hvert toilet er 'samlet' på fabrikken. Murene på toilettet er blevet beklædt med fliser, og bord, badekar og vask er sat ind i rummet, hvorefter kraner har hejst toiletterne på plads, efterhånden som de enkelte etager kom på plads. Du kunne altså gå rundt inde i det ufærdige byggeri og støde på et komplet badeværelse!