Det hænder, at der står turister og gennemfotograferer bygningen, hvor Peter og Solveig bor. De har nemlig adresse i VM Bjerget i Ørestaden, der for nyligt har vundet prisen som verdens bedste boligbyggeri.
"Det er fedt at bo et sted, som folk kender. Der kommer fokus på det, og når man møder folk, spørger de interesseret til vores hjem. Huset bliver også brugt til en masse sjove ting, som for eksempel optagelse af reklamer og musikvideoer," fortæller Peter.
Men det er ikke derfor, han og kæresten bor i VM Bjerget, der nærmest vokser op af jorden og strækker sig ind i himlen som en frodig bjergskråning.
Parret købte deres 94 kvadratmeter store lejlighed, da den ikke var mere end streger på et stykke papir, og gennem halvandet år har de fra deres lejlighed på den anden side af gaden kunnet følge med i, hvordan Bjerget, som det kaldes, blev højere og højere.
"Vi sneg os ind igennem et hul i hegnet og stod midt i lejligheden, da den var ren rå beton. Det var svært at forestille sig, hvordan det nogensinde skulle blive til en lejlighed," fortæller Solveig."Men det har været sjovt at være med fra fødslen. For eksempel var det en stor dag, da vinduerne blev sat i," griner hun.
Hus med effekter
Det er tegnestuen BIG, der står bag det prisbelønnede byggeri. Den er kendt for sine nytænkende og utraditionelle boliger, og Bjerget er ingen undtagelse. De 80 lejligheder varierer i form og størrelse, og hver enkelt bolig er begavet med en stor privat terrasse.
En almindelig elevator, der går lige op og ned, kan ikke komme på tale i et skråt hus som Bjerget, og for at bevæge sig mellem etagerne, der er malet i alle regnbuens farver, må du en tur med en noget særpræget elevator, der kører skråt opad. Det var ting som disse, Peter og Solveig faldt for. Peter, der er arkitekt, arbejdede selv på tegnestuen BIG, da Bjerget var på tegnebordet, og allerede her fik han interesse for projektet.
"Jeg tænkte, at det ville være så fedt at bo i det her byggeri. Her er så mange fede detaljer, som vi sætter pris på hver dag. Især de store rum og lyset. P-kælderen og de farvede opgange har jo som sådan ikke effekt på selve lejligheden, men det er helheden, der tæller, og den er fed."
På 3. sal i en turistattraktion
Lejligheden har kun to værelser, og køkken, spisestue og stue er derfor ud i ét. Det betyder, at der fra hele lejligheden er udkig til både grønt og himmel. De grafiske billeder har Solveig fået af en medstuderende på designskolen. Køkkenet er fra Boform og barstolene fra Ikea. Skrevet af Signe Lund-Jensen. Foto: Thomas Skyum
Solveig og Peter bor i verdens bedste boligbyggeri, VM Bjerget. Ud over nysgerrige turister foran hoveddøren betyder det en kæmpe tagterrasse og imponerende lyse rum
Vm bjerget
VM Bjerget er tegnet af tegnestuen BIG og stod færdigt i 2008. Det er det andet hus i BIG’s ørestadstrilogi, der også tæller VM-Husene og Big House. VM Bjerget indeholder 80 boliger med private tagterrasser og er bygget oven på et parkeringshus med plads til 480 biler. I 2008 vandt VM Bjerget den prestigefyldte pris som verdens bedste boligbyggeri på World Architecture Festival i Barcelona. Der er stadig ledige lejligheder til salg gennem Home. Læs mere på vmbjerget.dk
VM Bjerget er tegnet af tegnestuen BIG og stod færdigt i 2008. Det er det andet hus i BIG’s ørestadstrilogi, der også tæller VM-Husene og Big House. VM Bjerget indeholder 80 boliger med private tagterrasser og er bygget oven på et parkeringshus med plads til 480 biler. I 2008 vandt VM Bjerget den prestigefyldte pris som verdens bedste boligbyggeri på World Architecture Festival i Barcelona. Der er stadig ledige lejligheder til salg gennem Home. Læs mere på vmbjerget.dk