Hyggelig have - på en weekend
Skrevet af Mette Noppenau og Caroline Johansson. Foto: Boligmagasinet.dk
Haveeksperterne Signe Wenneberg og Stig Lauritsen giver dig deres bedste, praktiske råd til lave din egen skønne oase - og det kan faktisk gøres på en weekend
Stig Lauritsen er havedesigner, tv-vært og forfatter. Han er kendt fra TV 2's haveprogram 'Have Haves' og har udgivet en bog med samme titel. Til daglig har han base på Gisselfeld Kloster på Sydsjælland, hvor han bestyrer Paradehuset, klosterets orangeri.
Bonusinfo: I 1998 deltog Stig i 'Robinson Ekspeditionen'.
Sådan køber du dig til den nemme have
Fakler eller olielamper med en stor, flot flamme giver en skøn virkning, når mørket falder på, men sommernatten stadig er lun.
Brug trækasser i egetræ eller robiniatræ - som er en særlig hårdfør træsort. De giver haven en helt særlig stil, planterne er nemme at passe, og vækstbetingelserne er optimale, så planterne holder længe.
Græske lerpotter med en helt ru overflade gør, at potterne får en vidunderlig patina, når vand, kalk og mos sætter sig.
Duftpelargonier spreder en fantastisk duft i hele haven, og nogle arter holder faktisk hele sommeren.
Trædesten er en betonafstøbning af natursten og er helt bløde og derfor gode til bare tæer, og man kan få dem i flotte farver. Stenen er samtidig en ret billig løsning.
Den lidt mere krævende løsning
Sørg for at få vand ind i haven - i form af et lille havebassin, en brønd eller en tønde. Bare synet af stillestående vand, som reflekterer himlen, spreder hygge og tiltrækker dyreliv. Rislende vand er også en hyggespreder.
Brug en havebænk eller byg nogle små podier til potter og krukker med planter og blomster. En pottehave bliver mere spændende at se på, når den fremhæves, og potterne sættes på parade.
Få noget træ ind i haven. Plant i trækasser eller gamle whiskytønder - de kan også bruges som vandbassin.
Plant klematis og klatreroser, så de kan slynge sig op ad et træ. Det giver haven et rigtig romantisk udtryk.
Du kan skabe små hyggelige rum og nicher i haven ved at kombinere løv og stedsegrønt, så det vokser ind i hinanden.
4 af Stigs favoritter
Roser: Vælg en rose med smukke blomster, der er lette at holde, og som dufter dejligt.
Pelargonier: De vokser sig store og flotte og blomstrer i lang tid - og så drikker de ikke så meget.
Slyngplante: En plante, der er superpraktisk op ad en væg og til at danne 'rum' i haven.
Bunddække: Den dækker bare pletter og sikrer, at ukrudtet bliver væk. Breder sig lystigt.