Vibeke lever af at designe blandt andet boligtilbehør, mens Lars er medejer af et reklamebureau og de to kreative hoveder kunne straks se, at det 200 kvadratmeter store hus med alle dets utraditionelle detaljer rummede helt enestående muligheder, da det blev sat til salg for seks år siden.
"Vi faldt fuldstændig for især den riddersalsagtige stue med det skønne mahogniloft. Vi forestillede os straks, at den kunne blive til en slags jagtstue eller et bibliotek," fortæller Vibeke.
I dag, seks år senere, fungerer den store stue dog som kombineret dagligstue og legerum, men med en fyldt væg til loft-reol bygget op omkring det ene vindue er den også blevet til det bibliotek, parret drømte om.
"En dag, jeg kom hjem fra en forretningsrejse, havde Lars bygget reolvæggen. Den er altså stor, og han havde virkelig knoklet for at få den færdig og også nået at få sat et gevir op for at understrege 'jagtstue-stemningen'. Jeg vidste slet ikke, at han kunne sådan noget!" siger Vibeke, mens hun ser ud, som om det stadig ikke rigtig er gået op for hende, at hendes mand er en ægte handyman.
Men det er han, og et andet vellykket eksempel på det er skabsvæggen i soveværelset. Her har Lars brugt semigennemsigtige plader, som man normalt bruger til overdækning af for eksempel udhuse, som skydedørslåger. Det giver et luftigt udtryk på en skabsvæg, der ellers nemt ville være blevet meget bombastisk.
Fra næsten alle vinduer er der udsigt til skoven, som huset er nabo til.
"Beliggenheden her med skoven som nærmeste og eneste nabo har stor betydning for os. Når man som os arbejder i en hektisk branche, er det vigtigt at kunne komme hjem og være tæt på naturen og bare slappe helt af," siger Vibeke.
Det grønne har også fundet vej ind i boligen. Overalt er der underfundige hentydninger til den storslåede natur omkring huset, og flere steder har parret brugt utraditionelle materialer, for eksempel en tyk gren som gelænder på trappen og et badeværelsesgulv lavet af smukke, løse småsten.
"Vi forsøger at få skoven og naturen helt ind i huset. Det kan forandre så meget med bare en enkelt blomst i en vase - og jeg synes ikke, at et rum fungerer helt, hvis ikke der er et lille twist," siger Vibeke, der heller ikke er bleg for at bruge kunstige blomster og grene som dekoration.
"Kunstige blomster er helt fantastiske. Vi svælger jo i den levende skov lige uden for vinduet, og derfor er det en sjov kombination med blomster af stof - og det er jo helt genialt, at de ikke kræver pleje."
Vibeke og Lars har arbejdet sig tættere og tættere på de grønne omgivelser ved at bygge en høj terrasse ud fra stuen. Herfra kan de nyde deres parklignende have , der løber langs skovens gamle stengærde og bugner af store, krogede æbletræer - en lille eventyrlig skov i skoven. Læs kommentarer
Vibeke og Lars kan nyde synet af deres smukke have fra enten balkonen på 1. sal eller fra den højtliggende terrasse, de har fået bygget. Her tilbringer de både arbejdstimer og fristunder med skoven som levende dekoration. “Udsigten herfra til en høj, grøn bøg med den blå himmel bagved var direkte inspiration til et logo, jeg har lavet for Kræftens Bekæmpelse,” fortæller Vibeke.