- Artikel
- Galleri (14 billeder)
Drømmeslot i miniformat
Skrevet 8. maj 2009 af happyliving.dk. Foto: happyliving.dk
Kamilla Byriel, der står bag tøjmærket Stella Nova, indretter sit hjem efter samme filosofi , som hun laver tøj. Det skal være brugbart, have historie, personlighed og fine detaljer
Filosofien bag firmaet er at skabe tøj, som er personligt og festligt, samtidig med at det kan bruges til hverdag. Derhjemme indretter Kamilla sig efter samme princip.
"Mit hjem skal være ligesom et godt stykke tøj. Det skal kunne bruges til at slappe af i. Og så skal det udtrykke, hvem jeg er, " siger hun.
"Jeg elsker at blande gammelt og nyt. Tingene skal have historie og en smuk detalje. Jeg har altid elsket smukke ting, om det så er tøj eller boligting," siger Kamilla.
For otte år siden flyttede hun fra Nyhavn og ind på tagetagen i sine forældres villa nord for København.
"Det trak i mig at komme ud til vandet og få frisk luft - og slippe for at høre på alle de fulde mennesker nede på gaden," siger Kamilla, som indrømmer, at der kan være ulemper ved at bo under samme tag som sine forældre - men de opvejer fordelene:
"Det er en superfed adresse, og mine forældre rejser meget, så jeg føler, at jeg har hele huset for mig selv."
Det er dog oppe fra sin egen lille oase, at hun har den bedste udsigt.
"Det giver mig en dejlig ro og frihedsfølelse at sidde i køkkenet og se solen over havet og bådene sejle forbi. Den udsigt er grunden til, at jeg overhovedet bor her," fortæller Kamilla.
Det er vigtigt for den stilbevidste karrierekvinde, at hendes hjem ikke bliver pussenusset.
"Jeg rummer selv flere sider, og det synes jeg, mit hjem skal afspejle," siger Kamilla, som derfor har mikset de gamle loppefund og madonna-statuetter med stilrene Kjærholm- møbler og et råt Hornsleth-maleri. Møblerne har hun samlet gennem mange år og helt tilfældigt, når hun har kørt landet rundt på salgsture.
"Jeg tror på, at hvis man bare vælger det, man godt kan lide, så skal det nok ende med at passe sammen. Det giver mere personlighed, end hvis hele indretningen udelukkende er holdt i for eksempel romantisk eller moderne stil," siger Kamilla.
Selv om havudsigten er et stort plus at komme hjem til efter en travl dag, er der dog et kæmpe minus ved at bo højt til vejrs.
"Det er en rigtig, rigtig stor udfordring at indrette rum med skråvægge. Man kan ikke have lamper til at hænge ned eller høje møbler, og alle mine store billeder er opmagasineret, for der er så få reelle vægge. Det er hyggeligt, men det har sin pris og kræver sin mand, for der er hele tiden en væg i vejen," griner Kamilla.
På trods af umulige vægge er minislottet på øverste etage et sted, hvor hun kan slappe 100 procent af, og det er det vigtigste for Kamilla.
"Et hjem skal helst være som en god, gammel yndlingstrøje, man kravler ind i: velkendt, varm, hyggelig og helt sig egen."
Hvis du kunne lide artiklen, vil du nok også kunne lide Stilren Morten Korch eller Når skinnet bedrager eller Eventyrhus i skoven.

