Kilo Design Han kalder sig Kilo Design, og det er måske meget betegnende for Lars Holme Larsens fremtid i den danske design-business. Fed stil har han nemlig masser af, og det er blandt andet kommet til udtryk i en række stole for Hay. Senest ‘Tube Chair’ og den lækre ‘Roulade’, som man bare ikke kan lade være med at elske. Meget mere Kilo, tak!
kilodesign.dk
‘Tube Chair’ er designet af Kilo Design for Hay. Endnu ikke prissat.
Rikke Frost En gyngestol med fletsæde af kasserede sikkerhedsseler. Lyder det fedt? Nå, men det er det altså. Stolen er én af Rikke Frosts fikse ideer, der desværre ikke er i produktion. Det er til gengæld en række virkelig smukke træmøbler, som Frost har skabt for Idémøbler, og som demonstrerer, at her er en designer med røntgenblik for tidløs skønhed.
Jakob Thau Jakob Thaus talent for gedigent design er for længst blevet spottet af den stærke svenske producent Källemo. For dem har Thau designet en elegant lænestol, men ærlig talt: Hvornår får resten af møbelbranchen øjnene helt op for den stilsikre designer, der sagtens kunne gå hen og blive dette årtusinds svar på Jacobsen og Kjærholm?
Gry Fager Da Gry Fager blev færdig på Danmarks Designskole i 2008, valgte hun at kalde sit afgangsprojekt ‘Køkkenting’. Her vil vi godt supplere titlen med et par adjektiver: Charmerende, uimodståelige og humoristiske køkkenting, som bør kandidere til titlen som fremtidens klassikere i brugskunstafdelingen.