Katrine elsker stilforvirring, og hendes gamle arbejderbolig i Nivå er et eksempel på, hvor lækkert man kan bo, selv om man indretter sig med alt fra plastik og farver til antikviteter og naturmaterialer
Stuen er opdelt i en sofakrog og en spiseafdeling. I sofakrogen står en arvet sofa og en Eames-gyngestol, der er en julegave fra Katrines forældre. Puder og bænk med korsstingsbroderi er fra Normann Copenhagen.
I spisestuen har Katrine lavet et modigt miks og med vilje skabt stilforvirring ved at blande nyt og gammelt og forskellige materialer. Det gamle kinesiske bord er fundet hos Rosmosegaard Antik, og de moderne plastikstole er fra Kartell. Malerierne er malet af Katrines far, Ole Albert Leerhøj.