De vandrette striber i to orange nuancer giver en fornemmelse af et lavt og langt rum frem for et højt rum. Loft, gulvtæppe, radiator og karme er holdt i samme farve. Fritz Hansens ellipsebord er malet orange med højglans autolak. For at skabe hyggebelysning har Karsten indlagt lys i bordpladen. Lamperne er monteret i bordpladen, så de er usynlige.
Gangen er malet vandgrøn med rektangler i fire matchende farver. Effekten skaber større rum. Loft, døre, karme, dørhåndtag og gulvtæppe er holdt i matchende farve. Lyset kommer fra plexiglasrør i hvidt opal med grønne pærer. Skamlen er købt i Bangkok.
Ved ombygningen blev en del af køkkenet til baderum og køkken og spisestue slået sammen. Karmen mellem rummene er lavet specielt i stil med lejlighedens øvrige karme, og i gulvet er der lagt stål i overgange mellem de to gulve. Lampen stammer fra en frisørsalon i Stenløse, hvor den hang i 1970’erne. Kortholderen fra Go-Card er fyldt op med sjove budskaber.