- Artikel
- Galleri (15 billeder)
En rigtig lækker type
Skrevet af Eva-Marie Wilken og Mette Thomsen. Foto: Martin Sølyst
To arkitekter købte et typehus fra 1950'erne og byggede det totalt om. Nyd de fantastiske kvadratmeter, og få masser af professionelle tips til ombygning.
"Vi besluttede os for at kigge på det med nye øjne. Der var nogle ting, som tiltalte os, og muligheden for at ændre byggeriet radikalt var en fristende udfordring,” fortæller Søs, der ligesom sin kæreste er uddannet arkitekt.
Huset var bygget af røde maskinmursten og havde datidens typiske orientering ud mod vejen. Taget var af eternit, og indretningen bestod af små lukkede rum.
"Bad og køkken var mikroskopiske set med nutidens øjne, og det eneste, der egentlig fungerede, var terrassen. Vi ønskede en orientering mod haven og valgte så at sige at vende ‘ryggen’ mod vejen. Så i dag ligger vores stue og køkken i en vinkel rundt om terrassen,“ forklarer Søs.
I kort snor
Huset var et kæmpe ombygningsprojekt, og derudover havde parret to små børn at tage hensyn til. Umiddelbart ikke nogen hensigtsmæssig kombination. Men den side af sagen blev også tænkt ind i processen.
"Det er meget tidskrævende at bygge om og derfor utrolig vigtigt at have helt klare aftaler om, hvem der tager sig af hvad. Den mentale indstilling skal være toptunet. Specielt når der er børn involveret. Vi sørgede for eksempel for at lægge alt arbejdet med tegninger og økonomi, efter at ungerne var lagt i seng. Og så havde vi dem med derude, når vi kunne, og lod dem hjælpe til i det små,“ fortæller Michael, der ser tilbage på ombygningen som en meget intens og spændende tid.
Huset blev forvandlet fra en rødbrun torn i øjet til en lækker, hvidpudset arkitektonisk skønhed.
Michael og Søs’ bedste tip til ombygning
- Kontakt en arkitekt for at få styr på dine ideer i første fase. Det koster en lille procentdel af det samlede budget, men det er givet godt ud i forhold til at få det maksimale ud af boligen.
- Hvis du vil gøre det meste selv, så husk at overholde lokalplan og bygningsreglementer.
- Få autoriserede håndværkere til at udføre el og VVS.
- Sørg for at have en ekstern base at bo i, mens byggeriet står på. Specielt, hvis du har børn.
- Læg et budget. Men vær klar til at justere dine ønsker til materialer og andet, hvis økonomien er på vej til at skride.