- Artikel
- Galleri (2 billeder)
Mere end bare et stilskift
Skrevet 6. aug 2009 af Signe Lund-Jensen. Foto: Thomas Skyum
Intet ved Keld og Lenes moderne villa indikerer, at det engang var et 60'er-parcelhus i gule mursten. En arkitekt har nemlig lavet en komplet make-over.
Allerede da Keld og Lene købte parcelhuset i Risskov, vidste de, at det skulle bygges helt om. Det var nemlig udelukkende beliggenheden, der trak.
"Huset var nedslidt, og størrelsen på rummene duede ikke. Vi gik efter grunden, for der er sjældent noget til salg herude,” fortæller Keld.
De hyrede derfor med det samme en arkitekt til at lave ombygningen. Deres eneste krav var et minimalistisk udtryk, så meget lys som muligt, store vinduespartier og højt til loftet. Ellers fik arkitekt Lars Bo Poulsen frie tøjler til forvandle huset fuldstændig.
I dag er der da heller ikke nogen spor af det klassiske gule 60’er-hus, og det kunne lige så godt være blevet revet ned. Men det blev det ikke, for som ejendomsudvikler har Keld erfaring med den slags og vidste, at man sagtens kunne bruge dele af det gamle hus.
"Vi fik en ingeniør til at lave beregninger, og vi kunne bruge soklen og cirka en tredjedel af husets oprindelige murværk. Det har nok sparet os for ca. 500.000 kroner, og det er jo virkelig værd at tage med i et byggebudget.”
Sådan gjorde de
Så snart familien havde købt huset, hyrede de en arkitekt til at komme med forslag til ombygningen. Keld fravalgte en totalentreprise og har derfor selv stået for det store arbejde med koordinering af håndværkere.
Keld og Lenes gode råd
Brug tid på at brainstorme over, hvilke ønsker og behov I har, og overvej bagefter, om det stemmer overens med økonomien. Drømmene er vigtige at få frem, da det er her, de specielle løsninger opstår.
Send tegninger over byggeprojektet til naboerne. Så er der klare linjer for, hvad der skal foregå. Det sikrer godt naboskab fra starten.
Hvis du kan bruge noget af det eksisterende hus, så gør det. Der kan være mange penge at spare.