Den franske altan er et lille pusterum i den store by. Derudover lukker den både solen og den parisiske stemning ind i soveværelset, hvorfra der også er udsigt til Westends mange altaner.
Sengetæppet er fra Hay Cph, mens den røde pude er endnu en af de ting i lejligheden, der har sin helt egen historie. Sofie Simone har nemlig købt den i San Francisco, da hun arbejdede på en tegnestue i byen. Den lille måtte på gulvet er fra Hama i Syrien.
Det store skab er bygget specielt til soveværelset af en snedker. Oven på skabet står en lille samling keramik og et minde fra en rejse til Syrien i form af en sølvkande. Det gamle teaktræs-spejl på væggen er købt billigt på et loppemarked.
Billedet har været i Sofie Simones familie i flere generationer. Hun har fået det af sin mor, der arvede det af sin egen mor, da hun var en lille pige. „Det har altid hængt over min seng, så nu hænger det også i mit soveværelse i Westend,“ siger Sofie Simone.
Det gamle klædeskab er lånt af en veninde. Kimonoen er fundet i en second-hand- kimono-butik i Kyoto til en 20’er. Det mønstrede tørklæde er også købt i Japan.