Sort og hvid dyrkes målrettet i spisestuen. Gulvtæppet samler trådene og passer smukt sammen med den store sorte krukke og de grafiske relieffer på væggen. Du kan få tilsvarende vægkunst i din yndlingsfarve hos Lerche Design. Priserne varierer, afhængig af størrelse og materiale.
Stofrester, indpakningspapir og spøjse figurer. Reolen er ikke forbeholdt støvede bøger, men rummer også et bredt udvalg af ting og sager, som Mie Lerche ofte bruger. Det giver et livligt og farverigt udtryk, som forplanter sig til hele rummet. Trænger din reol derhjemme til et kreativt pift? Så krydr med sjove ting. Det kan være alt fra små vaser til skæve souvenirs, der måske bare ligger og keder sig en skuffe i dag.
I husets kontor har Mie Bach indrettet et hjørne med vintagemøbler. Den sorte farve på stolen, bordet og billedet binder tingene sammen, men det bliver ikke kedeligt, fordi den klassiske nuance brydes af den kradse grønne kulør. Lampen, ‘Bumling’ er fra det svenske firma Ataljé Lyktan.
Soveværelset er i sig selv ikke spor farverigt. Det er blandt andet de stribede puder fra Kenzo, som giver rummet spræl og karakter. En enkelt sort hylde er hængt op på den hvide væg. Det skaber en god klassisk sort-hvid kontrast, som igen er fantastisk at mikse med stærke farver som gul, rød og turkis.
Tip: Bambus på væggen To bambusfade fra Ikea pynter på væggen og bløder den stramme stil i soveværelset op. Bemærk, hvordan de runde former spiller flot sammen med de firkantede puder på sengen.
Et par fantastiske relieffer, skabt af husets frue. Den farverige vægkunst fungerer især godt i boligens lidt ‘døde’ arealer - som for eksempel her, hvor de giver en trist trappeopgang en fræk og personlig attitude.