- Artikel
- Galleri (16 billeder)
Fra betonhal til designerbolig
Skrevet 11. november 2009 af Helen Wiggers og Signe Lund-Jensen. Foto: Sven Berggren
Se, hvad der sker, når to designere får fingrene i et gammelt råt kontorlokale og lader kreativiteten slippe løs.
Det behøver hverken ende i skilsmisse, økonomisk ruin eller håndværkerlede at sætte et gammelt råt og tomt lokale i stand til en lækker newyorker-lejlighed i klasse A. Kristina May Olsen og Morten Bo Jensens historie er et perleeksempel på det modsatte.
Natten før Kristina fødte tvillingerne Anine og Merle, blev emhætten som den allersidste detalje sat op, og deres gennemrenoverede lejlighed var klar til familieforøgelsen.
Det var punktummet på tre måneders intensivt arbejde for Morten og en stor flok hjælpsomme venner med hænderne skruet rigtigt på.
Mere end et år tidligere så parret lejligheden første gang. De havde længe været på udkig efter en byttelejlighed, da Morten så en notits i Den Blå Avis om, at et gammelt tomt kontorlokale på Nørrebro var i bytte for en lejlighed.
Det lød som et hit, og Kristina og Morten skulle heller ikke mere end lige inden for døren, før de var solgt.
Det kreative par så ikke et stort ubeboeligt beton-kontorlokale med linoleum på gulvet, sænkede lofter, smadrede vægge og en lille brandskade som ekstra detalje. De så derimod et stort lyst lokale ideelt til en lejlighed, hvis indretning, de helt selv kunne bestemme.
„Der var 10 familier ude at se på lejligheden samtidig med os, og alle gik rundt og sagde ‘Så laver vi fordelings gang der, og værelser her og der’, og så pludselig ville det være en lejlighed med 100 værelser. Vi blev skræmte af, at folk ville ødelægge det store rum, og allerede da vi gik rundt i lejligheden første gang, blev vi enige om at bevare det store rum og kun bygge et soveværelse og et enkelt børneværelse. Det var før, vi vidste, at det blev tvillinger, men det ændrede ikke noget at få det at vide. Vi ville have det store rum,” konstaterer Kristina.
Kulørt kube
Kristina er designer og har blandt andet lavet sofaen ’Human’ for Erik Jørgensen, mens Morten er chefdesigner for Vipp. Sammen udgør de et succesfuldt makkerpar, når det gælder indretning.
Allerede efter at have set lejligheden første gang gik de hjem og brugte deres designkompetencer på at tegne en 3D-model i computeren over, hvordan lejligheden skulle indrettes. Og i dag ser den stort set ud som på de tidlige tegninger.
„Vi er faktisk gået ret teoretisk til værks. Vores grundtanke med lejligheden er, at den er delt ind i zoner, hvor hver zone har sin egen funktion, og ingen zoner erstatter hinanden, således at vi ikke har to stuer, hvoraf den ene aldrig bliver brugt,” forklarer Morten, og selv om det lyder teoretisk, forstår man, hvad han mener, når man bevæger sig rundt på de 150 kvadratmeter.
Kristina og Morten har været enige om det meste - lige på nær et par enkelte detaljer om farverne:
„Børneboksen - den store kube midt i rummet, hvor børneværelset ligger - ville Morten først have græsgrøn, derefter orange, og da han også blev træt af at tænke på det, blev den grå - og ligeså med den ene væg i badeværelset. Den startede med at være skrigorange, men tre dage efter havde Morten købt grå maling,” griner Kristina.
Hvis du kunne lide artiklen, vil du nok også kunne lide Rå New Yorker-stil eller Stylistens sort-hvide bolig eller Adgang forbudt for blomstrede tapeter.

