Vinduer på hele den ene langside sikrer masser af daglys i lejlighedens største rum. Kristina og Morten har delt lejligheden op i zoner med køkken længst tilbage (mod væggen ud til badeværelset) og herefter spisebord og stueafdeling. Reolerne på væggen er fra Montana, sofaen er fra Engell Møbler, stolen ‘Low pad’ er af Jasper Morrison for Cappellini. Døren på endevæggen er til gangen, badeværelset og bagtrappen. Sofabordet har Morten selv lavet af sorte mdf-plader. Toppen kan skydes til begge sider, så bordet kan gemme blade, aviser osv.
Så snart du træder ind ad døren i Kristina og Mortens lejlighed, fornemmer du det store rum. Til venstre kan du se den grå kube, som parret har bygget i det store åbne rum, og som huser børneværelset. Skabene på væggen er fra Ikea. Mortens cykel er fra Biomega og designet af Marc Newson.
Køkkenøen skulle være fri for vand, så den også kan bruges som arbejdsbord, når designerne skal lave store skitser. Spisebordet er fra Hay, stolene er fra Gubi, og lysestagen er fra Paustian. I køkkenøen er der også blevet plads til en lille spise-/arbejdsplads med Konstantin Grcics barstole, der fås hos Plank.
Det store rums nedsænkede lofter blev fjernet, så de originale rå lofter kom til syne. Lamperne fra Artemide matcher det rå loft, og så er de fleksible lamper smarte, når de to kreative beboere bruger den store bardisk til at arbejde ved.
Parret ønskede et hvidt og enkelt køkken, der nærmest skulle svæve bagerst i rummet. De ville ikke have overskabe, og Morten byggede derfor selv en kasse af mdfplader til at skjule emhætten. Det hvide køkken med corian-bordplade hedder ’Mano’ og er fra Kvik. Væglamperne er fra Artemide.