Tip: Kunst og puder i samme nuance Der skal ikke mere til end de helt rigtige puder i sofaen for at få dine (nyindkøbte) billeder til at finde sig perfekt til rette i din stue.
Stuen er lejlighedens sociale rum. Der er ikke noget fjernsyn, men til gengæld masser af blade og bøger. En rigtig afslapningszone. Sofaen og det hvide tæppe er fra Hay, mens sofabordet er hjemmelavet af mdfplader, der siden er autolakeret. Hvilestolene er købt på Lauritz.com, mens silketrykket er købt i Japan. Puderne har Sara selv syet.
Meget af den kunst, som Sara har i lejligheden, stammer fra venner og bekendte. Foto-patchworket er af Mathias Juel Christensen. Eames-stolen er købt hos Paustian. Guitaren er Saras kærestes.
I den store stue kan man se de bærende bjælker i stål, som Sara fik hejst ind gennem vinduerne på tredje sal, så loftet kunne bære den nye planløsning. Flere vægge måtte lade livet, inden de før så små værelser kunne blive forvandlet til et stort og lyst rum.
Tip: Autolakeret sofabord Gør som Sara: Byg en kasse i mdf-plader, få den autolakeret og sæt hjul under. Vupti, så har du et lækkert sofabord, der oven i købet er billigt.
Lejligheden bestod før af en lang og smal gang på næsten 15 meter med tilstødende værelser. Nu har Sara åbnet de sidste værelser op til en stor stue og malet gulvene hvide, så den tidligere dystre gang fremstår mere indbydende. Fotokunsten langs væggen er af Mathias Juel Christensen.