- Artikel
- Galleri (14 billeder)
Parcelhus med X-faktor
Det er nemt at bygge et helt nyt parcelhus i superstil. Men hvordan forvandler man en gammel udgave fra 1958 til en moderne drøm?
Før var hun dekoratør i Ikea, nu er Charlotte Østergård Christensen stylist hos Idemøbler. Med andre ord er det ikke spor mystisk, at hendes eget hjem ligger i den virkelig lækre ende af skalaen. Og så er det oven i købet et parcelhus fra 1958.
„Det var faktisk kærlighed ved første blik. Huset var velholdt og havde nogle meget regulære rum, så vi behøvede ikke at ændre noget radikalt, før vi kunne flytte ind,“ fortæller Charlotte, der bor i huset sammen med manden Jacob og deres to børn på tre og seks år.
De første fire år summede fruen rundt i de nye gemakker og tapetserede, malede og fik fikse ideer i en lind strøm.
„Jeg kan lynhurtigt se nogle muligheder, og det er fristende fluks at gå til den over det hele. Det er dog altid en god ide at se boligen lidt an og leve i den et stykke tid, inden man går i gang med at modernisere det hele. Det gælder også for mig,“ forklarer stylisten.
Stilen er sort
Parcelhuset er på 134 kvadratmeter, og det er superfunktionelt indrettet med opholdsrum i den ene ende og en fordelingsgang med adgang til alle hjemmets værelser i den anden ende.
„Den praktiske planløsning var en væsentlig årsag til, at vi faldt for huset. Det er et klassisk typehus, men derfor behøver det jo ikke at være kedeligt,“ siger Charlotte.
Nej, det tør siges. Overalt er der små æstetiske oplevelser integreret i den stramme arkitektur. Som tapetvæggen i stuen, det stribede stykke mur i gangen og wallstickerne på sofabordet.
En rigtig handywoman
Indretning på arbejde, indretning derhjemme. Får damen aldrig en overdosis?
„Det er klart, at jeg får nok i mit professionelle virke, og at jeg nogle gange går på ‘standby’ derhjemme. Til gengæld går jeg amok i vores ferier og i mine barselsperioder,“ siger Charlotte, der tilmed er en rigtig handywoman.
„Når først jeg får en ide, går der som regel ikke lang tid, før den er ført ud i livet. Jeg går ikke og venter på, at min mand skal hente sin boremaskine, for han gider slet ikke den slags. Så alt, hvad der hedder værktøj, det svinger jeg selv, “ forklarer den driftige kvinde, der derfor hurtigt lige kan få flyttet en lampe eller to, hvis det er en del af ugens fikse ide.
Selv om Charlotte gerne ændrer på detaljer og flytter rundt, er der dog en filosofi, som hun aldrig fraviger.
„Der skal være rum omkring møblerne og plads til, at man kan dreje rundt uden at støde ind i alt muligt. Generelt er det i mine øjne forbudt at fylde for mange ting ind i et hjem. Det gør det også meget nemmere at holde rent,“ forklarer hun, der med enkle virkemidler, masser af kreativitet og velvalgte møbler har forvandlet den mere end 50 år gamle parcelkasse til en moderne drøm.

