Herlighedsværdi på himmelflugt

Skrevet af Mette Thomsen og Susanne Laux. Foto: Torben Petersen

Skøn beliggenhed og tåbelig indretning. Sådan kunne huset beskrives for fem år siden. I dag er begge dele super - og lidt til

Se mere om: boligreportage, hvidt

245 kvadratmeter murermestervilla. Lige ud til skoven. Det var en dejlig bolig, som i 2004 blev sat til salg i Nordsjælland. Problemet var bare, at man skulle trave gennem hele huset for overhovedet at få syn for skoven og nyde den skønne udsigt. Villaens eneste udgang til den omkringliggende natur var nemlig placeret i husets kælder. Oven i købet en lav, mørk og klam en af slagsen.

Sådan noget er der jo råd for, og for køberne hed løsningen i dette tilfælde arkitekt og tømrer Lars Dagø. Han fik tjansen med at tegne en helt ny rumfordeling, hvor kælderen blev fuldt implementeret som en ny, lækker afdeling i huset.

„Det gjaldt om at få bygningen åbnet op mod skoven, så familien kunne få fuld valuta for husets naturskønne beliggenhed på alle etager,“ forklarer Lars Dagø.


To nye altaner
Ombygningen indebar blandt andet, at kælderen blev gravet ud, så der nu er fuld ståhøjde. Derudover blev alle vinduer og døre skiftet ud med nye større modeller, så lyset for alvor kunne komme ind. Den centrale stueetage, hvor der før var adgang forbudt til skoven (medmindre man holder af at kravle ud gennem vinduer), blev begavet med hele to altaner. Den ene er en stor træterrasse, mens den anden er en mindre, selvstændig balkon, begge med direkte udgang fra det store køkkenalrum.

Lars Dagø fortæller:

„I stueetagen baldrede vi hele tre vægge ned for at skabe en kæmpe vinkelstue - et stort leverum for hele familien med ekstra udendørs kvadratmeter lige ved hånden.“

Mens Dagø stod for de store tanker og tegnestreger i den nyrenoverede bolig, blev indretningsarkitekten Pascale Nemery hidkaldt, da de friske gemakker skulle fyldes ud på lækreste vis.

Han tog fat på kælderen med det erklærede mål at gøre den til familiens nye favoritsted.

„Underetagen er det eneste plan i huset, hvor der er direkte udgang til haven. Det er også her, boligens pejs er. Det var oplagt at omdanne kælderen til en forkælelseszone, mens stueetagen så kunne fungere som husets aktive værested med køkken og spiseafdeling,“ forklarer Nemery.


Badekar i kælderen
En del af planen med at gøre stueetagen til husets mest velbesøgte sted indebar etablering af et luksusbadeværelse i kælderen med badekar til børnene og stemningsfuld belysning. Derudover blev der indrettet et behageligt arbejdsværelse, som også fungerer som gæsteværelse. Alt sammen i tilknytning til under-etagens centrale hyggerum: den store pejsestue.

„Kælderen er en rolig del af husets arkitektur, som vender helt væk fra vejen. Det var oplagt at indrette det til fordybelse og velvære. Et sted, hvor man sætter sig foran pejsen, ser en film eller måske læser en bog fra biblioteket i det tilstødende arbejdsværelse,“ forklarer indretningsarkitekten.

Når familien er blevet træt af at sidde med stængerne oppe i den forvandlede kælder, kan de gå til ro på husets første sal. Her ligger henholdsvis soveværelse og børneværelse perfekt disponeret i selskab med endnu et badeværelse til det hurtige aften og morgentoilette. En skønt beliggende bolig er blevet 10 gange skønnere med mere luft, lys og komfort på alle etager.

3 numre af Bolig Magasinet for kun 99,00 kr. SPAR: 71,85 kr BESTIL

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Seneste billedserier


Abonnér på BOLIGMAGASINET.DK Se alle tilbud