- Artikel
- Galleri (6 billeder)
Blid bolig i naturens nuancer
Skrevet af Boligmagasinet.dk. Foto: Boligmagasinet.dk
Lys, luft og højt til loftet er de gennemgående elementer hos Steen Holtermann og hans søn Christoffer, der har indrettet sig i en mellemting mellem et fransk bondehus og en moderne skandinavisk villa med lige dele charme og moderne komfort
På første sal er der udsyn over haven fra en lille hyggelig balkon, der ligger i direkte forlængelse af soveværelset. Stilen er let, lys og meget sommerlig.
„Huset minder mig om et drivhus, og der hersker en stemning af sommerhus over det året rundt,“ siger Steen Holtermann.
Om sommeren er haven i virkeligheden næsten nok for både Steen og hans søn Christoffer på 11 år. De er nemlig begge vilde med at opholde sig ude. Sport er en yndet beskæftigelse for de to, og først når vejret ikke længere tillader det, bevæger de sig indenfor igen. Og selv det er næsten som at være udenfor, for de 190 kvadratmeter er nærmest badet i lys. Huset er indrettet med meget åbne rum og et væld af døre, der alle åbner ud mod haven og nærmest inviterer den indenfor. Den tidligere bygherre, Paul Fabricius-Bjerre, forstod i samråd med sin arkitekt, Peter Hammer, at skabe nogle rammer, der integrerer funktion og formsprog på en måde, som passer den nuværende ejer særdeles godt.
„Jeg kunne bo det skønneste sted på jorden, men hvis indretningen ikke bød øjet velkommen, ville det ingen betydning have, hvor dejligt huset var,“ siger Steen, som primært faldt for lyset og de meget åbne rum, der kendetegner huset.