Da arkitekt Anne Sophie Hjermind og hendes mand, Niels Reinau, skulle flytte sammen i deres første fælles hjem - en ældre lejlighed i København - faldt valget på en bolig i en helt anden genre: En cool bylejlighed, der endnu ikke var bygget.
„Vi købte vores 128 kvadratmeter allerede som projektsalg og var faktisk nogle af de første, der flyttede ind i M-huset i den nye Ørestad,“ fortæller Anne Sophie.
Lejligheden er lidt i den rå newyorker-stil med en metaltrappe, der forbinder øverste og nederste plan. Trappen er placeret foran det store vinkelvinduesparti, som går fra gulv til loft ved spisebordet og køkkendelen, og herfra er der en forrygende udsigt helt ind til Københavns tårne flere kilometer væk. Allerede på det øverste plan bliver man klar over, at parret har en helt særlig holdning til kunst, for billederne hænger kant ved kant på væggene og bliver en vigtig del af indretningen. Lige meget hvilken vej man vender sig, møder øjet konstant nye overraskelser.
„Vi er helt enige om, at vi ikke kan undvære kunst på væggene. Vores billeder er både købt på gallerier og på Kunstakademiets basarer, og vi synes, de er med til at gøre vores hjem mere personligt,“ siger Anne Sophie.
Netop fordi hjemmet udstråler en unik galleristemning, er møbelvalget holdt meget enkelt for at give kunsten plads til at fylde optisk i rummene.
Se flere billeder og læs mere om den spændende bolig på de næste sider.
Skriv en kommentar