På væggen modsat spisestuen er tre meget forskellige kunstværker sat sammen til en udtryksfuld helhed. Plakaten fra Louisiana er en gave fra beboerens forældre, det hvide kunstværk er af den islandske kunstner, Sigridur Sigurjonsdottir, og fotokunsten er af Anne Schaldemose til fordel for Maternity Worldwide, købt på Lauritz.com. Bordlampen er fra Bestlite.
Sofahjørnet er fint indrettet med en stram sofa fra Raun i pink. Taburetterne i kork er købt hos Møller & Rothe. Lampen er taget med hjem fra Sydafrika, mens skærmen er fra Design By Us.
En radiatorskjuler fungerer som hylde for en udstilling af kunst og rejsefund. Nederst står et lille bord, der er fundet på en rejse til Laos. Ovenpå ligger bøger og en skulptur af Poul Isbak.
Kontoret støder op til stuen og er den kreative base for den berejste beboer. Den gule vintage-stol er købt i Los Angeles, mens bordet er fundet i Frankrig. Bordlampen er købt på et loppemarked i Los Angeles og står på et lille skuffedarium fundet på en rejse i Kina. De mange billeder er en blanding af gaver, kunst fundet på rejser og små tegninger med en særlig betydning.
Komfuret og emhætten fra Smeg matcher køkkenets industrielle stil. Fra køkkenet er der en lille bagdør til gårdhaven. Taburetten af genbrugstræ er designet af den hollandske designer Piet Hein Eek.