Haraldur Pálsson Haraldsson er en meget tålmodig mand. Som elsker sin kone højt. Da Winnie Strøm Schildknecht flyttede ind i hans Nørrebro-lejlighed for tre år siden, lod han hende nemlig sætte fodaftryk i dinosaurstørrelse på hjemmets indretning.
Winnie indtog kærestens lejlighed med et sæt temmelig håndfaste ideer om, hvordan man bedst indretter sig, men Haraldur har dog vetoret. For eksempel har Winnies forældre en lampe i pleje, som Haraldur ‘slet ikke er klar til endnu’.
„Der er så meget, jeg gerne vil prøve af, at jeg ønsker mig flere boliger for at kunne realisere det hele,“ siger Winnie.
Typisk for Winnies fantasifulde indretningsstil består stuens reolsystem fra Muuto ikke af kvadratiske, men af runde elementer. De tre grafiske tryk er skabt af Claus Carstensen, mens akrylmaleriet er hendes eget værk. Stolen i transparent akryl er designet af japanske Tokujin Yoshioka. De kulørte 3D-værker er af Winnie selv, mens &-tegnet er fra Kvindesmedjen på Christiania.
Indretningen af stuen er sjældent den samme ret længe ad gangen. Ofte pryder Winnies egne malerier og skulpturer rummet, før de flytter hjemmefra for at give plads til noget nyt. Stort set alle møbler er fundet på loppemarkeder. Det røde bord og det hvide møbel i hjørnet er fra Kartell.
Det farvestrålende oliemaleri er skabt af Thorgej Steen Hansen, mens den rosa frisørstol er et loppefund. Værket ‘Bjørnen sover’ er af Morten Sørup Hemmingsen.
De gamle vaser fra blandt andet Holmegaard står i en klase af klare farver, der går igen i Winnies maleri bagved. Lamper og møbler er customized loppefund.
Klare farver lyser op i køkkenets enkle indretning, hvor især en gul amager hylde og Arne Jacobsens pendel i Winnies egen, spraymalede version løber med opmærksomheden.