"Så længe jeg kan huske, har jeg været med min familie på loppemarked, og jeg har som lille også solgt møbler og tøj på det årlige vej-loppemarked," siger Signe Pedersen.
Hun kigger mest efter ting, der har en flot farve eller form, eller som hun kan genkende fra sine bedsteforældrenes hjem. De boede med mange Verner Panton-møbler, som til Signes store fortrydelse endte i en container for nogle år siden.
"Der er gået sport i at køre landet rundt fra det ene loppemarked til det andet," siger Signe, der nu også har gjort hobbyen til en levevej.
På Østerbro i København har hun åbnet butikken Nuggah, der både sælger istandsatte loppefund og nye varer. Her finder du et spraglet udvalg af møbler, duge, vaser, køkkenure i porcelæn, campingborde og blomstrede bakker, der alt sammen kan sætte kulør på en grå hverdag. Du kan 'bestille' ting, som Signe kigger ekstra godt efter, næste gang hun er på loppemarked. Og du kan blive skrevet op til særlige varer og selv spare bøvlet med at rode gennem loppekasser på dine fridage.
Hele Signes familie og flere af hendes veninder er blevet smittet af samlermanien og bruger weekenderne på at finde skægt design og ting og sager, som mange nok ville betragte som gammelt skrammel.
Det gør ikke noget, at tingene er slidte og lidt ødelagte - stole med revner i betrækket og ramponerede lamper er ingen hindring for Signe. Hun går nemlig ikke af vejen for selv at istandsætte og fikse tingene op. I stuen er der blevet plads til fodboldspillet, som hun har reddet fra at blive smidt ud, da der skulle ryddes op på en teknisk skole.
"Det er hærget og ridset og ikke det smukkeste møbel, men det er rigtig sjovt at have, når vennerne kommer forbi, og det er fantastisk at have plads nok til at have det stående," siger hun.
Signes indretningsstil afspejler tydeligt hendes store talent for at finde de ypperste 1950'er- og 1960'erfund og sætte dem sammen på en måde, så farver og former skaber en let, glad og legende atmosfære.
Men hendes hjem er en evig legeplads for nye møbler og ting. Når en lampe eller en stol har været hjemme i lejligheden i en måneds tid, ryger den som regel ned i butikken.
"Jeg bliver hurtig mættet. Når jeg finder en ting, som jeg bliver glad for, nænner jeg først ikke at skille mig af med den. Men efter noget tid er det jo bare en ting. Så er det sjovere at skifte ud og finde noget andet," siger Signe.
ÆRLIGT TALT
SIGNE PEDERSEN, 27 ÅR , BUTIKSINDEHAVER
HVOR OPHOLDER DU DIG MEST?
Sofahyggehjørnet er afgjort mit foretrukne sted. Der slapper jeg godt af med en kop te.
HVAD ER DIT BEDSTE FUND?
Mine favoritter for tiden er køkkenstolen i grønt vinyl og det blå køkkenur i porcelæn fra 1950'erne. Uret er bare superflot, og jeg har fundet det på et loppemarked for kun 30 kroner.
HVOR HENTER DU INSPIRATION TIL DIN INDRETNING?
Loppemarkeder er meget inspirerende. Jeg blander alt og elsker gamle og brugte ting.
HVAD FORTÆLLER DIT HJEM OM DIG?
Det afslører, at jeg er kreativ og elsker forandring. Det er en sport for mig at finde sjove ting på loppemarkeder. På den måde indretter jeg hurtigt på en billig måde og skifter tit ud.
HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN STIL?
Jeg er til stilen fra 1950'erne og 1960'erne. Det var en tid med knald på farverne. Møblerne, for eksempel de små træborde af dansk design fra 1950'erne, er fede. Det er ting med charme, der har en historie med sig.
HVAD ØNSKER DU DIG TIL DIT HJEM?
Min store drøm er at finde en serie gamle Verner Panton-stole i hvid plastik til at stille rundt om spisebordet. De er sjove og anderledes.
Signe Pedersen elsker farvestrålende loppefund