Ugens Instagrammer @livingonabudget
© @Livingonabudget

"Jeg får helt klart flest kommentarer for mine makeovers"

Louise bor med smukke grålige nuancer, en masse teaktræsmøbler og misundelsesværdige billedvægge.

18. april 2018 af Tanja Heman

I den lille by Veng lidt udenfor Skanderborg bor en familie på tre (+ to hunde) i et lækkert og instavenligt hus.

Louise som til dagligt arbejder som salgs- og marketingassistent, driver også bloggen Livingonabudget.dk og instagramprofilen @livingonabudget hvor hun til gavn for mange deler ud af sine bolig- og indretningstips. 

Louise har formået at skabe en stram indretning med hygge og farver. Hun er skarp til DIY-projekter, elsker at gå på loppemarkeder, hvor hun finder genstande, der kan give personlig stil i hjemmet, og så har hun store planer for sit dejlige hus på 129 kvm. 

Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den? 

Min Instagramprofil er primært boligindretning. Men min story er forbeholdt "bag om kameraet" og her tager jeg mine læsere med ind i mit liv den vej igennem. Jeg bruger min instagramprofil til at lægge billeder op fra min egen boligindretning. Forhåbentlig inspirerer jeg et par stykker på min vej.

Beskriv din bolig- og indretningsstil.

Min stil er nok lidt stram. Jeg er ikke til så meget nips. Jeg elsker farver, men har fundet ud af, at jeg er ret allergisk overfor dem i indretningen. Derfor finder man ikke så mange farver i mit hjem. Jeg vil sige min indretning er stram men hyggelig. Hvis det giver mening at kombinere de to.

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning? 

Jeg bliver faktisk dybt inspireret af hjem, som ikke ligner mit eget. F.eks hjem med mange nipsting og farver. Jeg støvsuger Instagram for boligindretning hver aften.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet? 

Mit seneste køb er en masse fine keramikvaser fra genbrug. Jeg elsker at finde gode loppefund.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget? 

Gå på loppemarkeder. Lige om lidt bommer det med loppemarkeder hver weekend, og man kan gøre en masse fede fund, som også hjælper til at sætte et personligt præg på indretningen.

Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem? 

Jeg er ret stolt af vores store terrasse rundt om huset. Vi har selv bygget den. Min kæreste har nok stået for det meste af arbejdet, mens jeg har malet den. Jeg synes simpelthen den er blevet så flot, og det er et super lækkert uderum om sommeren. Jeg er så stolt af, at min kæreste har bygget så flot en terrasse.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning? 

Det er helt sikket mine makeovers og før- og efterbilleder. Det er også der, man kan se en kæmpe forskel, og det er lidt sjovt. Jeg er selv helt vild med før- og efterbilleder.

PSSST Kunne du tænke dig en hyggehule i hjemmet eller måske en praktisk afsats til opbevaring? Se 10 fantastiske grunde til at få en hems

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Så havde vi bygget den vildeste overetage. Vi havde fået en lækker tagterrasse og et vildt nyt badeværelse. Men vi er endt med at tage den "billige" løsning, når vi skal bygge ovenpå, og vi kommer til at lave meget selv. Uanset hvad, så bliver det vildt godt. Men tagterrassen bliver det altså ikke til.

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem? 

Jeg vil gerne have, at det passer til resten af huset, så typisk ender jeg ud i grå.

Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år? 

De sidste 5 år har vi boet 3 forskellige steder. I en andelsbolig på Amager, i et rækkehus i Hørning og nu i vores hus på landet, og ingen af vores hjem har lignet hinanden overhovedet. 

Jeg har altid været vild med at gå i genbrug, men jeg gør det klart mere nu end tidligere. Og så har jeg også fået ret meget teaktræ. Teaktræet er nok den største forandring, tror jeg. Det havde vi intet af i vores lejlighed. Og så er der også kommet farver på væggen. På Amager var alt hvidt. I Hørning var en enkelt væg malet grå. Nu er der stort set farver på væggen i hvert rum.

Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen? 

En grå sofa og træ. Jeg elsker træ. Det bløder min ellers lidt stramme stil op.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme? 

Vi skal have gang i et lidt vildt projekt i vores ene stue. Hvor vi vil lave en indbygget reol. Det har jeg ønsket mig siden vi købte huset tilbage i 2015. Og så står vi overfor en ret stor tilbygning af en overetage, som vi håber at kunne påbegynde i år.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm? 

@detlillegraahus

@susliving

@sarahjgj

@cathdelightenberg

Alle profiler, som jeg elsker at følge og som klart fortjener noget mere larm!

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste