© Rikke Frydkjær

"Jeg så den i Ikea og tænkte, at den måtte jeg bare eje"

Ingen ville have gættet, at Rikke er på SU med den fine indretning.

2. december 2017 af Julie Kristine Trampe

Rikke Frydkjær er studerende og derfor er der ikke mange penge til indretning hende og kærestens hjem i Aalborg, men det fornemmer man ikke.

De 83 kvadratmeter er gennemsyret af god smag, som også hendes Instagram-profil afslører, og det er inspirerende at se, at penge ikke nødvendigvis er et kriterium for god smag.

Lejligheden er nyrenoveret af Rikke og kæresten selv og fyldt med planter, som er en af hendes helt store svagheder.

Hvordan endte du på Instagram?

Jeg har egentlig været på Instagram i mange år, men jeg har aldrig brugt det til at promovere min indretning. Det er først efter jeg har renoveret lejlighed (start 2017) sammen med min kæreste, at jeg synes andre skulle have mulighed for at få et indblik i, hvor spænende en proces det egentlig er. 

Beskriv din bolig- og indretningsstil.

Min indretning er min egen stil med et nordisk og skandinavisk præg. Jeg holder meget af at skabe hygge, og til tider kan min kæreste godt synes at vi har alt for meget nips, men det er nok bare en af mine svagheder. Jeg elsker at gå på loppemarked og i genbrugsforretninger for at finde antikke ting. Jeg holder mig altid i neutrale farver, da jeg synes det giver et roligt udtryk. 

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg bliver inspireret af mange ting. Jeg ser som regel noget og tænker “Wow, den er fed”, og så forestiller jeg mig den eller det i min indretning. Jeg har et kreativt sind, så jeg bruger min fantasi meget i min indretning. Jeg smider aldrig nips ting ud når jeg bytter rundt på tingene, så på loftet har jeg 6 flyttekasser, af de store, fyldt op med nips. Der går jeg så tit op og finder ny inspiration, fordi jeg har glemt hvad jeg havde. 

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Mit seneste køb er to nye lerkrukker og en keramikpotte samt en plante til køkkenet, som jeg virkelig ikke kan huske hvad hedder, jeg så den i Ikea og tænkte at den måtte jeg bare eje. 

Har du nogle tips eller tricks, som du kan dele med vores læsere?

Hav din egen stil, lad være med at kopier andres. Man føler sig ikke hjemme et sted, hvor det ikke er ens egen stil. Udover det, så bevar din indretning i lyse og neutrale farver, det skaber som sagt ro. Hyggebelysning er også en god ide. Stearinlys og dæmpede lamper. 

Hvilken trend er du træt af? Eller måske er der en trend, som du er helt vild med?

Jeg elsker at den skandinaviske stil er kommet mere og mere ind i alle boligforretninger. Jeg kunne købe mig fattig!

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Jeg elsker mit køkkenalrum og stue. Jeg har et billede af min stue, der er meget lyst med store grønne monsterablade i en glasvase. Det er mit favoritbillede. Ellers er jeg også ret glade for mine køkkenbilleder. 

Hvor ofte laver du om derhjemme?

Jeg tror, jeg rykker rundt i lejligheden mindst to gange om måneden. Det er ikke altid min kæreste kan følge med, men han har heldigvis overladt indretningen til mig. 

Hvad er dit næste projekt?

Mit næste projekt er julepynt. Jeg er så småt gået i gang. Men det er første gang i år, jeg bor i en lejlighed, hvor jeg har plads til et juletræ, så jeg er i fuld gang med at lave julestjerner og julepynt til det. 

Laver du DIY’s?

Jeg laver en smule DIY. Det er primært med planteløsninger. Jeg har en pilea som skyder helt vildt, den har jeg lavet et par babyer på, samt min monstera. Og ud over det, så har jeg lavet alt mit julepynt selv. 

Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?

Jeg har en smule OCD, hvad gælder oprydning og rengøring. Så ja, der er altid ryddeligt hjemme ved mig. Det eneste sted der kan forekomme rod er på kontoret, hvor der nogle gange kan flyde med bøger og printerpapir. 

Hvilke planter er dine ynglings og hvordan burger du dem i din indretning?

Jeg har to yndlingsplanter - monstera og pilea. Dernæst kaktusser - mest cowboykaktusser. Jeg sætter mine planter, hvor det skaber liv. Jeg synes grønne planter giver en god og luftig indretning i sig selv. 

Hvad tager du billeder med?

Jeg bruger bare min iPhone 7 til at tage billeder med. 

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

Som tidligere nævnt tænker jeg meget over, at det skal være bløde og lyse farver. 

© Wallo

Del dine billeder med os på Instagram

Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.

Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Rikke på Instagram.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste