Kom indenfor hos Louise, der bor med en perfekt blanding af Ikea, arvestykker og dansk design

Hvis man kan tale om at ramme den perfekte balance mellem nyt og gammelt, så er Louises hjem et af de gode eksempler. Og netop derfor er Louise ugens instagrammer med sin profil @Louloulise.

18. november 2017 af Julie Kristine Trampe

Mød Louise som er et mode- og madøre.

Louise på 34 år bor i en treetagers villa på 240 kvadratmeter i Holstebro. Hun er mor til to og elsker mode og mad. Til dagligt arbejder hun som tv-journalist. Hun drømmer om at være mere modig med farver, og tager tilløb til at prøve det af på et tidspunkt. 

Hvordan endte du på Instagram?

Det er efterhånden mange år siden, at jeg tilfældigvis faldt over Instagram. Jeg var solgt på stedet til formatet, hvor man kan få lidt af det hele: Mode, boligindretning, mad - og i det hele taget inspiration. 

Beskriv din bolig- og indretningsstil.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret indretningsstil. Jeg indretter mig nok generelt lyst og skandinavisk, men mit hjem er en god blanding af dansk design, Ikea og arvestykker fra mine bedsteforældre. Det er vigtigt for mig, at mit hjem ikke bliver upersonligt. Men samtidig har jeg brug for ro for øjet, rene linjer og lyse farver.

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg lader mig inspirere af mange forskellige profiler på Instagram, boligmagasiner og af venner og familie. Jeg elsker at se, hvordan andre indretter sig.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Det er grønne planter. Jeg elsker grønne planter og kaktusser. Og jeg køber en del, mest fordi jeg desværre slår dem ihjel i samme tempo, som jeg slæber dem med hjem. 

Har du nogle tips eller tricks, som du kan dele med vores læsere? 

Vær dig selv. Undlad at følge trends bare for at følge dem. Jeg synes personligt, at et hjem, hvor alt er Kähler, Royal Copenhagen eller Vipp, bliver lidt kedeligt. Og dermed ikke sagt, at alle tre mærker ikke er lækre. Men alt med måde.

Hvilken trend er du træt af? Eller måske er der en trend, som du er helt vild med?

Jeg har det svært med ting, der ikke har en funktion i et hjem. Der har længe været en tendens til pyntehylder alle vegne og det kan jeg slet ikke selv finde ud af. Det kan helt sikkert se pænt ud, men hvis jeg sætter en hylde op et sted i mit hjem, så er det fordi, jeg skal bruge den til noget. Hvis der står en stol, så er det fordi, jeg skal sidde på den osv. Ting skal have en funktion, ellers foretrækker jeg hellere en tom væg eller et tomt hjørne. 

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Jeg elsker mit køkkenalrum. Spisebordet i egetræ i kontrast til det hvide køkken og lysindfaldet i rummet - det er jeg glad for. Mit næste projekt er at udvide køkkenet og skabe endnu mere sammenhæng mellem køkken og spisestue. 

Hvor ofte laver du om derhjemme? 

Det kommer meget i perioder. Det er længe siden, jeg har lavet store forandringer - måske derfor kan jeg mærke, at der snart skal ske noget nyt. Men jeg bytte jævnligt om på puder, sætter en ny plakat op eller rykker rundt på planter, stole og den slags.

Hvad er dit næste projekt?

Overvejer både et nyt projekt i entre og badeværelse. Primært at få skabt sammenhæng mellem de to rum med nogle nye gulve. Og så at udvide mit køkken. I det hele taget er sammenhæng mellem forskellige rum blevet lidt af et tema for mig.

A post shared by ᒪ O ᑌ I ᔕ E (@louloulise) on

Laver du DIYs?

Nej. Jeg er desværre ikke så kreativt anlagt. Men jeg elsker at se andres projekter og ville ønske, jeg havde evnerne.

Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?

Ja, stort set. Jeg er udpræget ordensmenneske, og mine børn rydder næsten frivilligt op på deres værelser. Men selvfølgelig får jeg ikke altid redt sengen mandag morgen. Men generelt er her altid ryddeligt, for ellers slapper jeg ikke af.

A post shared by ᒪ O ᑌ I ᔕ E (@louloulise) on

Hvilke planter er dine ynglings?

Kaktusser og alt, hvad der er grønt. Så længe det varer. 

Har du et bestemt tip til hvordan du anvender planter i indretningen?

Jeg kan godt lide at samle planterne i fx én vindueskarm. Det giver et ret fedt udtryk. 

A post shared by ᒪ O ᑌ I ᔕ E (@louloulise) on

Hvad tager du billeder med?

Min iPhone 6S.

A post shared by ᒪ O ᑌ I ᔕ E (@louloulise) on

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

At det skal være lyst. Jeg drømmer om at turde at vælge flere farver, men jeg er næsten sikker på, at jeg ville ende med det lyse igen. Har taget tilløb til at male endevæggen i mit køkken i flere år. Det er ikke blevet til noget endnu. 

© Wallo

Del dine billeder med os på Instagram

Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.

Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Louise på Instagram.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste