© @saraaemiliee_home

"Lige nu er jeg midt i et stort stilskift og har solgt alt på stueplan"

Sara Emilie blev træt af stilen derhjemme og tog konsekvensen af det.

14. februar 2018 af Julie Kristine Trampe

25-årige Sara Emilie er en af de helt store på boligfronten, når det gælder Instagram og Norge. Hendes profil @saraaemiliee_home har 85.000 følgere, der alle får glimt af hendes indretning, der er mere glam end retro.

Men trods hendes forkærlighed for det romantiske og dyre udtryk, så elsker Insta-bloggeren at shoppe budget og finde kreative og billige løsninger uden at gå på kompromis med sin æstetik. 

Hvordan endte du på Instagram?

Hovedsagligt fordi jeg fandt mange gode kup og interiørskatte, som var ligeså fine som de dyre alternativer og mærkevarer. Mange lod sig inspirere af det og Instagram blev hurtigt et fedt sted at hente inspiration og dele ud af den. Indenfor et par måneder havde jeg fået mange tusind følgere og begyndte at se mulighederne for at leve af det. 

Hvordan vil du beskrive din stil?

Lige nu er jeg midt i et stort stilskift. Da vi købte huset for tre år siden, var min stil bling og sølv, og der var intet, der var for meget. Med alderen har jeg forandret mig lidt og jeg har for nyligt solgt alt, jeg havde i stueetagen for at lave helt om. Lidt skræmmende, men spændende. Stilen jeg går efter denne gang er moderne, skandinavisk og enkel. Jeg har lige fået de første møbler og malet dem. Jeg glæder mig helt vildt til at vise alle, hvordan det er blevet. 

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Farver. Det lyder måske lidt skørt, når man tænker på, at jeg har mange grå og neutrale toner i hjemmet, men jeg bliver meget inspireret af at se på forskellige farvekort og kombinere forskellige toner, selvom alle er gråtoner. Hvordan man kan forny sin stue ved bare at bruge nogle rosa eller blå toner. Det at skabe en stemning inspirerer mig. 

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Det er faktisk en del fra Europris. Jeg elsker som sagt at finde møbler og interiør i en prisklasse, de fleste har råd til, og Europris har meget fint til foråret. 

Har du nogle tips eller tricks, som du kan dele med vores læsere? Fx do’s and dont’s.

Det vigtigste er at finde noget, du selv kan lide og være kreativ. Jeg har fx fornyet et hav af møbler ved at bruge folie. Det behøver ikke koste så meget, og du kan få et helt nyt udtryk med meget få midler. 

Hvilken trend er du træt af?

Det må være trenden med rattan. Det er fint i sommerhuset, men ikke i hjemmet. Og så har jeg jo fornyligt solgt alt med glimmer og bling, selvom jeg faktisk bliver inspireret af at se andres hjem med det, er jeg meget træt af det herhjemme. 

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Min gang. Både som den var før, og som den bliver nu. Har lige malet den med kalkmaling og det giver et utrolig fint spil. 

Hvor ofte laver du om derhjemme?

Jeg skifter puder og betræk ca. en gang om måneden for at fornye. 

Hvad er dit næste projekt?

Hele huset lige pt, haha. Og badeværelset skal ændres drastisk. 

Laver du DIY (gør-det-selv-løsninger)? Hvis ja, hvilke?

Jeg har selv bygget flere af mine møbler herhjemme og hacket Ikea møbler og lignende. 

Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram? :)

Absolut ikke! Jeg har en frygtelig rengøringsdag en gang hver 14. dag, hvor jeg giver hele huset en tur. Dagen efter er fotodag. Jeg har barn, så meget af interiøret bliver fjernet i hverdagen og vi har normalt ikke 10 puder i sofaen. 

Hvilke planter er dine yndlings?

I øjeblikket er det tulipaner. Om sommeren elsker jeg pæoner.

Har du et bestemt tip til, hvordan du anvender planter i indretningen?

Jeg foretrækker at planter og blomster matcher det øvrige interiør i farver og nuancer. 

Hvad tager du billeder med?

Canon 700D med forskellige objektiv. 50mm for detaljer.

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

Jeg kan bedst lide at holde mig til neutrale farver på væggene, sådan at man kan variere farver og andet i rummet. Har man en rosa væg er det super cool, men det begrænser bare brugen af farver ellers. 

Hvilke profiler på Instagram bliver du inspireret af?

Min favorit er nok @stine.moi og @fregnate i øjeblikket.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste