5 idéer til flotte gulvtæpper, du nemt selv kan lave

Skab personlighed med et lækkert gulvtæppe af garn- eller stofrester. Se de flotte DIY-gulvtæpper i forskellige design, farver og teknikker.

24. september 2017 af Nana Højmark Kristensen

Fold kreativiteten ud

Efteråret byder ofte på grå og regnfulde dage, hvilket er det oplagte vejr til at hygge og være kreativ inden døre. Med lidt snilde og tålmodighed kan du forvandle garn eller gammelt tøj til et lækkert DIY-gulvtæppe.

Gulvtæpper skaber varme og personlighed i boligen. Og helt ærligt; hvor cool er det ikke at kunne sige, at du selv har lavet det?

Vi har fundet de flotteste og nemmeste DIY gulvtæpper i forskellige design, farver og teknikker, som du kan lade dig inspirere af. 

1. Skab et cool tæppe af dit aflagte tøj 

Dette flotte, runde gulvtæppe er lavet af stofrester, som du eksempelvis kan få fra dit aflagte tøj. Klip en masse strimler, som du vikler rundt om en tyk snor, og syr fast. Du kan også flette stofresterne, som på billedet nedenfor. 

Du kan veksle mellem farver og mønstre i stoffet, så gulvtæppet får lige det udtryk, du ønsker. Afslutningsvis skal den lange snor/fletning samles i den form, du ønsker, og sys sammen. 

Det skal du bruge: 

  • Stof
  • Evt. tyk snor
  • Symaskine/nål og tråd

2. Fine frynser

Dette flotte frynsetæppe er super nemt at lave - men sæt en god portion tålmodighed og tid af. Du kan lave det, som vist, af gamle stofrester, men vi har også fundet en udgave med garn, hvilket giver det et ryatæppe-look.

Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til mønster og farvevalg. 

Det skal du bruge: 

  • Tæppeunderlag
  • Garn/stof

3. Tryl med nål og garn

Brodering behøver slet ikke være så uoverskueligt og gammeldags, som det måske kan lyde. Med et broderet gulvtæppe kan du få de vildeste mønstre. Du kan brodere med både garn og stof, som det ses på billederne.

Giv dig i kast med det, og leg med din kreativitet - det er super sjovt!

Det skal du bruge: 

  • Garn eller stof
  • Tæppeunderlag
  • Stor (plastik) broderingsnål

4. Væv dit eget musthave tæppe

Du kan nemt selv væve et gulvtæppe ud af gamle stof- eller garnrester. Miks materialer og farver, som du synes, og skab et helt personligt tæppe. 

Start med at klippe en cirkel ud i pap i den størrelse, du ønsker tæppet. Dernæst skal du inddele cirklen i 16 'slices' og klippe eller skære hakker i enderne. Sæt snor på tværs og ind i revnerne i kanten. Nu kan du begynde at væve det ønskede garn eller stof op og ned mellem snoren på pappet. Fortsæt, indtil snoren på pappet ender. Du kan vælge at afslutte med frynser.

Det skal du bruge: 

  • Garn/stofstrimler
  • Pap 
  • Tousch
  • Saks

5. Sæt pomponerne fri

Det sidste flotte gulvtæppe, du nemt selv kan lave, er dette pompon-tæppe. Her kan du variere garntype og farver, som du ønsker, og skabe et helt unikt og lækkert, blødt gulvtæppe. 

Det er så simpelt, som noget kan være: Sæt pompon-produktionen i gang, og bind dem på tæppeunderlaget.

Det skal du bruge: 

  • Garn
  • 2 tomme toiletruller
  • Saks
  • Tæppeunderlag

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste