Hjemmedyrket avocadoplante
© iStock

5 overraskende rester fra din frugt og grønt, der kan blive til smukke planter

Det er ikke kun avocadostenene, du skal gemme. Faktisk er der mange finheder til dine potter, der venter på at blive dyrket, hvis du bare ved, hvad du skal gå efter og gemme.

9. april 2018 af Mi Skjold Brix

Fra dadelpalme til citrontræ

Når du har presset din citron eller spist din ananas, smider du som de fleste andre sikkert også alle overflødige rester som kerner og toppen ud - men faktisk kan kerner, sten og andre rester fra nogle af vores favoritter i grøntssagsskuffen få et overraskende flot liv efterfølgende, hvis du planter dem. 

Det kræver tålmodighed at se dine anstrengelser bære frugt, men omfavn processen og byd det sløve tempo velkommen i en verden, hvor det meste går meget stærkt. Du kan begynde med én af disse fem fine frugter: 

Citron

Brug kernerne fra din næste citron (økologisk!) til at dyrke dit eget citrontræ... med tiden. For det kræver naturligvis en vis portion tålmodighed, før du står med et helt træ. Det er til gengæld sjovt at opleve, når din indsats bærer frugt - bogstavelig talt. 

Passionsfrugt 

Når du sætter læberne til en ske med passionsfrugt er du ikke i tvivl om, at denne frugt gerne vil videreføres. Kernerne er en ret væsentlig del af frugten! og du kan faktisk få en ret skøn plante ud af dem. Se bare i videoen her og klik dig videre til at se, hvordan planten ender - stor og flot efter et års tid. 

Ananas

Det er lige før, at ananastoppen er næsten lige så populær på hjemmedyrkningsfronten som avocadoen. Måske fordi der skal så lidt til, for at få det gode resultat - hvis du går efter en flot grøn plante. Går du efter den anden ananas, går der til gengæld lidt tid, før du kan høste. 

Stjernefrugt

Noget så eksotisk som en stjernefrugt kan give en smuk og fin vækst, du kan pynte med i en potte derhjemme. Du skal bruge kernerne til formålet. Rengør dem og plant dem direkte i en potte uden at forspire først. 

Dadler

Halvdelen af frugten er jo næsten en sten, så hvorfor ikke få lidt ekstra ud af dem også? Hvis du følger tidens trends, er du sikkert vild med planter og palmer i indretningen og dadelstenen bliver til en fin palme med tiden, som endda kan levere gratis "slik", hvis du når så langt. 

Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste