Bloody Mary: Opskrift på den klassiske vodkadrink
© iStock

Opskrift: Sådan laver du den perfekte Bloody Mary

Den klassiske drink på tomatjuice og vodka med en selleristængel som rørepind er relativt nem at lave. Hvordan du laver en Bloody Mary afhænger af, hvem du spørger, men her får du den helt klassiske opskrift, som den opstod i Paris i 1920'erne.

9. februar 2018 af Mi Skjold Brix

Historien bag Bloody Mary 

Det er sjældent, en drink er omgærdet af så meget mystik, som tilfældet er med en Bloody Mary.

Drinken, der i grove træk består af tomatjuice og vodka plus en håndfuld smagsgivere, er kendt for at være en yndet, om end ikke voldsomt effektiv, tømmermændskur. 

Dens oprindelse kan dateres tilbage til Paris i begyndelsen af 1920'erne, ifølge Esquire Magazine.

Da Den Russiske Revolution rasede flygtede flere russere til blandt andet Paris, hvor de bragte både vodka og kaviar med sig, og det var da den amerikanske bartender Ferdinand "Pete" Petiot fra 'Harry's New York Bar' fik en flaske vodka mellem hænderne, samtidig med at han blev introduceret for amerikansk tomatjuice på dåse, at opskriften opstod. 

Pete synes, vodkaen var en smagsløs spiritus og prøvede i længere tid at få noget hæderligt ud af den. Og det fik han altså efter et års tid, da de to ny indslag i baren blev blandet, forklarer Esquire. 

Siden kom selleristænglen til. Noget Butch McGuire's Bar i Chicago tager æren for. 

Hvorfor hedder den en Bloody Mary

Dengang i 1920'ernes Paris fik den røde drink navnet "en balje af blod" opkaldt efter en natklub i Chicago af en medamerikaner, der var på visit i Petes bar. 

Siden fik den navnet 'Red Snapper', da ophavsmanden blev hyret til at arbejde på en bar i New York, og navnet skulle være mere stuerent. 

Hvornår navnet, som det er i dag, præcis opstod er lidt uvist, men det kan dateres tilbage til 1946 på print.

Opskriften på en klassisk Bloody Mary indeholder blandt andet vodka.
Opskrift på Bloody Mary © iStock

Ingredienser i en Bloody Mary 

En Bloody Mary kan varieres på et utal af måder. Her får du den helt klassiske opskrift. Start der, og tilpas den med tiden efter dine smagsløg. Måske vil du have den stærkere eller har brug for mere citron som modspil. Det finder du ud af. 

  • 3 cl vodka
  • 6 cl tomatjuice
  • 1 skvæt citronsaft
  • 1 knivspids salt
  • 1 knivspids peber 
  • 1 knivspids cayennepeber (kan erstattes af hotsauce)
  • Et gavmildt skvæt Worcestershire-sauce

Sådan laver du en Bloody Mary

  • Fyld et highball glas med isterninger og stil til side. 
  • Hæld is i en shaker og tilsæt alle ingredienser. 
  • Shake den hårdt og hurtigt, og hæld drinken op i det nedkølede glas. 
  • Pynt med selleristængel og en limeskive.

Derfor smager Bloody Mary bedre i luften

Det har længe været en myte, at en Bloody Mary smager bedre, når du sidder på et fly. Og ifølge forskere er der noget om snakken. 

Den konstante larm i kabinen i et fly "overdøver" vores smagssans, så både salt og sødt smager af mindre end normalt. 

Men umami fra tomat og det stærke i drinken trænger stadig igennem og derfor står smagen af den klassiske drink meget klarere. 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste