© Istock

Hjemmereparationer: DIY eller professionel hjælp?

Selvom du er ferm til DIY-projekter er der en grænse. Men hvornår er det okay at gøre-det-selv, og hvornår skal der tilkaldes hjælp fra en professionel? Bliv guidet her.

10. december 2016 af Kathrine My Poulsen

Det er ikke alt du kan gøre selv

Måske er du på jagt efter et rustikt look, måske gør det dig lykkelig at save-hamre-banke eller måske vil du bare gerne vil spare på dyre håndværkerregninger. Uanset hvorfor du tyer til DIY-løsninger, når noget i hjemmet skal ordnes, skal du vide at der er grænser for hjemme-fikseriet. Nogle hjemmereparationer kræver professionel hjælp. Få afklaret hvilke her.

1. Revner i vægge og gulve

Gamle huse og ældre lejligheder har det med at forfalde. Vægge, lofter og gulve kan slå revner, og selvom det kan være fristende at udfylde dem selv, er det altså en god idé at få en professionels blik på problemet. Der kan gemme sig uoverskuelige problemer bag selv den mindste revne, som er nødvendige at få klarlagt inden du fylder revner og sprækker med hjemmerørt cement.

2. Elektriske problemer

Når hjemmet bliver mørklagt på et sekund og al elektricitet er ude af drift er der er par ting, du kan gøre. Først og fremmest er det en god ide at tjekke, at der ikke bare er tale om en sprunget sikring. Så tjek først sikringsboksen om alt er som det skal være. Ved problemer der rækker ud over sprængte sikringer (og særligt, hvis det ryger fra de elektriske installationer), er det nødvendigt med en elektrikers fagkundskaber.

3. Stoppede afløb

Et stoppet afløb kan du sagtens kaste dig ud i selv. Prøv med kogende vand, afløbsrens og en god gammeldags svaber, det kan klare de fleste afløbsproblemer. Hjælper det ikke, må du kaste håndklædet i ringen og kalde på hjælp. Større problemer med kloak og afløb kan have katastrofale konsekvenser, så hold ikke fast i afløbsrensen, hvis problemet ikke forsvinder.

4. Nye gulve

Modsat hvad mange måske tror, er det ret simpelt at reparere og installere gulve selv. Der findes masser af smarte vinylgulve, som du sagtens selv kan friske hjemmets køkken, gang og værelser op med. Desuden er ret mange laminat- og trægulve også ret gør-det-selv-venlige. De fleste gulve kræver dog en nogenlunde jævn flade, så sørg for at installer en god base af tynde plader under det nye gulv.

5. Tagreparationer

Lige så let det er, at krybe rundt på alle fire og fikse hjemmegulvet, lige så farligt er det at kravle rundt på taget og udbedre tagskader. Her gælder reglen altid: ring til en professionel. Selv det simpleste tag-reparations-projekt kan koste dyrt i brækkede ben og andre personskader. Et solidt tag beskytter resten af huset, så her er der ingen grund til at gå på kompromis.  

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste