Krydderihylder på børneværelset er en overraskende god idé

HVORFOR har vi ikke tænkt på det noget før?

1. marts 2018 af Mi Skjold Brix

Opbevaring på børneværelset er essentielt for at holde styr på alt legetøjet og de utallige dimser og dutter, der ofte ender i et stort virvar midt på gulvet. 

Lykkes du med at skabe opbevaring, der endda er pladsbesparende, kan det ikke gøres meget bedre. I denne sammenhæng er det en god idé at tage væggene i brug, og det er her krydderihylden fra Ikea kommer ind i billedet. 

Bekväm, som den hed i det svenske varehus, var en fin lille træhylde af birk, som egner sig fortrinligt til meget andet end et glas kardemomme og noget tyder på, at Ikea selv indså potentialet, for den lille hylde er ikke længere en del af sortimentet i Danmark, til gengæld er der kommet en næsten tro kopi til, som nu er en del af børnemøbelsortimentet og går under navnet "Flisat".  

I sidste ende er idéerne de samme. Boghylder/krydderihylder kan bruges til mange fine ting på børneværelset (og andre steder i hjemmet). 

Udklædningsstation

Vend én af hylderne om og sæt den anden i forlængelse, så har du den fineste plads til udklædningsudstyr. Hæng evt et spejl op for at fuldende dit værk.

OOTD-udstilling

Hæng et par hylder over hinanden og lad den nederste hænge med bunden i vejret og udgøre bøjlestangen. Her kan du om aftenen hænge juniors tøj op, så det er klart til morgenstunden. Hylderne over kan du bruge til tilbehør og nips.

Kreakrog

Skab det fineste kontor til udfoldelse af kreative projekter og hæng et par hylder op til opbevaring af diverse DIY-remedier. Du kan eventuelt gøre som her og montere hylderne på en sømplade, men du kan også montere dem på en opslagstavle eller direkte på væggen, som du har malet. 

Hjemmebibliotek 

Skab et overskueligt tableau af barnets bøger ved at bruge mange hylder hængt over hinanden i flere rækker. Fuldend biblioteket ved at hænge små mærkater med bogstaver, som gør det nemt at finde bøgerne, du stiller i alfabetisk rækkefølge - hvis altså barnet er i en alder, hvor alfabetet er blevet til mere end bare sjove streger. 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste