© iStock

21 tips, der sikrer dig en flyvende flytning

Husk altid gentleman-reglen! Det er næsten det vigtigste.

22. november 2017

Det skal du gøre, inden du flytter 

  • En ekstra dag - Sørg for at have en ekstra dag at løbe på, når du planlægger din flytning. Det er alpha omega at være i god tid - sikke en kliche, tænker du måske, men en flytning tager næsten altid længere tid, end først antaget afhængigt af, om du er tidsoptimist eller ej. 
  • Sorter og smid ud - der er ingen grund til at slæbe en masse ting med, som du dybest set ikke gider have i dit liv længere. Så sørg for at få gennemgået dine ting, inden du flytter. Det kan sagtens gøres en måned før.
  • Aflever lånte ting - i samme boldgade som andet punkt er, at du ligeså godt kan få returneret lånte ting, så de heller ikke ender som dødvægt.
  • Køb rigeligt med kasser - i udgangspunktet skal du tænke, at ALT skal i kasser. Det er rarest for dig og dem, der hjælper med at flytte.
  • Brug viskestykker og håndklæder i stedet for aviser - det sparer miljøet og dig for service med sværte. Desuden beskytter et vamset håndklæde bedre end en avisside. Suppler med bobleplast. 
  • Vent med tøjet - pak dit tøj til sidst og hav en rulle sorte sække i reserve, så har du en back-up, hvis du alligevel har været for fedtet med dit indkøb af flyttekasser. 
  • Pak efter værelser - fordel tingene i kasser efter hvilket rum, tingene skal være i, så I kan fordele tingene allerede, når I rykker flyttekasserne ind. Det giver et dejligt overblik og en følelse af forspring fremfor at placere alt i et hjørne af stuen - husk derfor at skrive værelse og evt. også placering i reol eller køkken osv. på kasserne. Fx. "Køkken/overskab".
  • Fordel de tunge ting - det lyder banalt, men mange tænker "går den så går den" og det er en dødssynd i flytteprocessen. Der er ikke noget værre end at flytte for en ven, der har pakket en hel kasse med studiemateriale. Pak maksimum ét lag bøger i en flyttekasse og fyld resten med lette ting som sofapuder.
  • Pak skruer ind i plastikposer - og tape dem på de møbler, hvor de hører til, så de er lige ved hånden, når du skal til at samle dem igen.
  • Put flasker med indhold i sokker - har du vin- eller sprutflasker fx, så stil dem i en kasse oprejst og put en sok om, så de ikke klirer. 
  • Saml alle nøgler - nøgler har det med at ende alle mulige og umulige steder, så begynd i god tid at samle alle nøgler til lejlighed, skur osv. på ét sted, så du er klar til overleveringen. 
  • Pak en håndbagage - For de fleste er en flytning ikke overstået på en dag, så sørg for at pakke de vigtigste ting i én kasse, så du har dem lige ved hånden og ikke skal rode 40 flytterkasser igennem efter en tandbørste eller oplader. 
    • Ting, du skal pakke i din "håndbagage"
      • Nøgler
      • Pung
      • Pas (man ved aldrig)
      • Toilettaske
      • Saks
      • Oplader til telefon
      • Computer og oplader - eller iPad
      • Værktøjskasse med hammer, søm, skruer og skruemaskine
      • Sorte sække (til skraldet ved udpakningen)
      • To sæt ekstra tøj
      • Madpakke

Strategi på flyttedagen 

  • Inviter hellere for mange end for lidt - der er ikke noget værre, end at troppe op til en vens flytning og finde ud af, at man er den eneste, der har fået den heldige invitation. Desto flere, desto hurtigere.
  • Lav en kinaakkord - I stedet for at alle okser op ad trappen til femte sal i et langt slid, så del jer på midten, så I bærer op til fx. anden etage, sætter kassen og løber ned efter næste, mens nogle andre løber fra anden sal til femte. Det føles ikke nær så hårdt.
  • Fordel kasserne med det samme - nu har du jo skrevet kategori på kasserne, så stil dem i de rigtige rum med det samme. 
  • Husk gentleman-reglen - når nogen har hjulpet dig med at flytte, så skylder du i banken, så hvis du ikke har tænkt dig at give igen, så betal dig fra det fra starten og hyr professionelle. 
  • Hold vagt - flytter du til eller fra et sted, der ligger centralt, kan I aftale, at der altid er én, der bliver nede og venter, til næste mand kommer, hvis du er bange for, at nogen skulle rende med en lampe eller lignende. Så slipper du for at bekymre dig.
  • Giv pizza og øl - det hører lidt til gentleman-reglen, men det er ud over den flyttegæld, du kommer til at stå i, vigtigt at understrege, at al flytning lønnes i italiensk fladbrød og humle! 

Sådan pakker du ud, når du er flyttet

  • Gå ud fra 'behovspyramiden' - pak de rum ud, der er mest nødvendige først, og gør ét rum færdigt ad gangen. Det er mest overskueligt og tilfredsstillende.
  • Flyttekasse-parkering - vælg et sted, hvor du stiller flyttekasserne, når du har tømt dem og pakket dem sammen, før du stiller dem på loftet eller i kælderen fremfor at stiller dem tilfældige steder.
  • Tegn indretningen - jo klarere en idé du har over, hvad der skal være hvor, desto nemmere bliver det at pakke ud. Hvis du eksempelvis ved, at du skal købe en ny reol før du kan pakke helt ud, så slipper du for at pakke ud og ned flere gange, men kan sætte en kasse på stand-by.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste