© The Organic Company/ H&M

3 simple tricks, der holder dine håndklæder i topform mange år frem

Dine håndklæder er arbejdsheste, der står meget igennem på daglig basis. Derfor er det godt at vide, hvad du skal gøre for at give dem så langt - og ikke mindst godt - liv som muligt.

17. april 2018 af Mi Skjold Brix

Dine håndklæder kan være af nok så høj kvalitet, men behandler du dem skidt, holder de ikke længe. Som de arbejdsheste, dine håndklæder dybest set er, så kræver de god pleje, hvis du ikke vil ende op med nusset, kradsende og falmet froté. 

Behandler du håndklæderne rigtigt, vil du opleve, at de vil forblive både flotte at se på, lækre at røre ved og gode til suge, når du træder ud af badet. 

Vask - undgå skyllemiddel og tøj 

Vask dine håndklæder (i samme farve) samlet og uden andre tekstiler med ting, der kan hænge fast i frotéen som fx lynlåse, velcro eller lign. 

Brug koldt vand og en lille dosis vaskemiddel, da for meget sæbe kan være svær at skylle ud og i sidste ende forringer sugeevnen. Brug et vaskemiddel, der egner sig til lave temperaturer. 

Undgå at bruge både skyllemiddel og blegemiddel, da begge dele er med til at indkapsle de naturlige fibre, som skal suge vandet. 

Tøring - tørretumbl på lav varme 

Ryst/bank dine håndklæder, når de kommer ud af vaskemaskinen og tør dem så i en tørretumbler på lav varme. For høj varme er med til at skade stoffet. 

Når de er tørre skal du tage dem ud af tumbleren med det samme, da de også er med til at ødelægge den bløde kvalitet, hvis du lader håndklæderne "overtørre". 

Ønsker du den herlige duft af lufttørret tøj i det fri, kan du hænge håndklæderne på tørresnor og putte dem i tørretumbleren lige inden de er tørre, så de får det lækre "puf" i stedet for den knasende fornemmelse fra tørresnoren. 

Opbevaring - de nyeste nederst 

Dine håndklæder skal først lægges på plads, når de er helt tørre. Ellers kan du risikere dårlig lugt og mug. 

Brug evt. velduftende lavendelposer til at give dem en herlig, diskret duft og læg altid de nyvaskede håndklæder nederst i bunken, så du undgår, at det altid er de samme håndklæder der bliver brugt igen og igen. 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste