IKEA føjer ekstra til det ordinære

IKEA blander sig efterhånden for alvor på den internationale designscene ved at føje unikke produkter til deres basic kollektion. Nu er de på vej med den kunstneriske printkollektion STUNSIG.

2. maj 2017 af Elisa Nadire Caeli

– Med STUNSIG ønsker vi at præsentere nye kunstneriske print, der er mere unikke, sjove og vovede, siger Henrik Most, der er kreativ leder på kollektionen, der lanceres i juni i år.

Han beskriver kollektionen som små kunststykker, næsten samleobjekter, der bunder i efterspørgslen efter print, mønstre og farver, som adskiller sig fra mængden og gør almindelige livsstilsprodukter mere unikke. – I en individualiseret verden som i dag ønsker vi ikke at have det samme som naboen, siger Henrik Most. – Vi vil have noget anderledes – noget med attitude.

Det svenske verdensbrand har inviteret seks forskellige designere og kunstnere til at skabe kollektionen, og på den måde lancerer de en række produkter med vidt forskellige udtryk føjet til almindelige produkter som puder, plaider, sengetøj, opbevaringsbokse og porcelæn.

Frédérique Vernillet
Frédérique Vernillet

Frédérique ønsker med sin ultrarealistiske tegnestil og poetiske inspiration at modernisere det gammeldags univers af figurative illustrationer. Hendes fortryllende univers består blandt andet af vilde dyr og farverige fugle. – Vilde dyr er altid spændende. Du vil gerne kæle for dem, men du er også lidt bange for, hvordan de reagerer. De er lige så smukke, som de er skræmmende, siger Frédérique.

Malcolm Stuart
Malcolm Stuart

Malcolm Stuart er oprindeligt fra Santa Rosa, CA, hvor han tilbragte sit liv i en verden af billedkunst og dans. At skabe levende billeder, som er humoristiske, legende, skæve og nysgerrige på så mange måder og steder som muligt, er hans ultimative mål.

Pinar & Viola
Pinar & Viola

Den unge, eklektiske duo Pinar & Viola har base i Paris og anses som nogle af de førende inden for avantgarde billedkunst. – Vi ønsker at få folk til at føle sig glade og positive over for fremtiden, at vove at stole på det ukendte og at se skønheden i mangfoldighed, siger duoen.

Steven Harrington
Steven Harrington

Den Los Angeles-baserede kunstner og designer Steven Harrington er kendt som en af de førende æstetikere inden for moderne psykedelisk pop. Han er bedst kendt for sin lyse, ikoniske stil. – For mig er det at skabe kunst en oplevelse, der ligner det virkelige liv, hvor man ikke rigtig ved, hvad der vil ske som det næste, siger Steven.


Team Hawaii
Team Hawaii

Den svenske designduo Team Hawaii er kendt for deres stærke sans for humor og usædvanlige visuelle koncepter. – Det er en sjov og afslappet metode, hvor vi arbejder sammen om det samme billede. Lidt ligesom et skakspil, hvor en føjer noget til, og en anden fjerner noget.

Tilde Bay
Tilde Bay

Tilde Bay bor og arbejder i København, hvor hun skaber alt fra spektakulære kunstneriske kjoler, som har tiltrukket sig opmærksomhed fra eksempelvis Lady Gaga, til digitale printkollektioner og kunstnerisk fotograferi. – Jeg bruger hele verden og min fantasi i mit arbejde, siger den danske designer.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste