© Rasmus Wanke Nørregaard

"Jeg gav 100 kroner, den er nok 12.000 værd ..."

Få tre ægte krejleres historier om overraskende fund på loppemarkeder. Ting, de aldrig skiller sig af med, selvom de kunne tjene godt på dem.

25. juni 2015 af Mette Nexmand og Rasmus Wanke Nørregaard

Fandt halvblond musselmalet i det jyske 

Chalotte Kamp Kruse, 22 år, har en stor passion for indretning og design. Hun er indehaver af bloggen www.livingbyckk.dk
Som bolig-blogger elsker hun at gå loppemarkeder, og hun har igennem de sidste par år gjort mange gode fund.
Men hun var særligt begejstret, da hun spottede et musselmalet 'halvblond' stel fra Royal Copenhagen på et loppemarked i Jylland. Det er sjældent, at det stel sælges billigt - de fleste er efterhånden opmærksomme på, hvor eftertragtet, det er.

Læs også: 10 loppe-entusiaster, du skal følge på Instagram

- Jeg fik det til en super god pris, og det er jo også en del af et godt fund, fortæller Charlotte. Jagten er nu gået ind på at finde yderligere dele til sættet, så der til sidst er til 8-12 personer. 

Royal Copenhagens halvblonde musselmalede er enormt populært som samlerobjekt. Charlotte Kamp Kruse fandt sit yndlingsstel til en meget favorabel pris. 



"Jeg nænnede ikke at snyde damen ..."

Rasmus Warnke Nørregaard, er direktør for Everclassic.com . Her kan du gå ind og købe og sælge kunst, møbler og design. Hans loppehistorie fandt også sted i Jylland:
- Jeg elsker loppemarkeder og især dem, som man tilfældigvis kommer forbi. Det sker ikke så ofte længere, men i sommeren 2009 var jeg en tur i Jylland og kom kørende gennem Tønder. Et skilt viste vej til et loppemarked, og jeg svingede forbi. Havde egentlig ikke de store forventninger, men hurtigt spottede jeg en standerlampe, som stod og tronede midt i det hele.

Læs også: Danmarks bedste loppemarkeder

Det gav et kæmpe sug i maven, og den velkendte følelse af det gode fund var tilstede. Frygten for, at en anden havde spottet lampen, var altoverskyggende, og jeg løb derfor derhen. Det var dét, jeg troede det var, nemlig en bruneret messing standerlampe af Arne Jacobsen. En sjældenhed, et rigtigt fund. Jeg spurgte om prisen, og den var 100 kroner. Jeg vidste godt, at den blev solgt på auktioner til ca. 12.000 kroner. Jeg nænnede ikke at snyde damen og fortalte, at det var en bekostelig lampe, og at jeg gerne ville give noget mere. Hun sagde, at 100 kroner var fint for hende, hvis jeg ikke solgte den videre. Det løfte holder jeg naturligvis, og jeg elsker stadigvæk mit fund. 

Rasmus Wanke Nørregaard var svineheldig, da han faldt over denne standerlampe, som er designet af Arne Jacobsen. Den er sjælden og bliver solgt på auktioner for omkring 12.000 kr. Han gav 100 - og et løfte.



Katrines hemmelige ven på loppemarkedet

Katrine Martensen-Larsen står bag indretnings- og stylingfirmaet KML Design. Hun arbejder som stylist for bl.a. Bolig Magasinet og BO BEDRE. Desuden er hun med i programmet 'Skattejægerne på DR1. Hun har sine helt særlige jagtmarker:
- Den største af vaserne på dette billede købte jeg sidste år på det hyggelige lille loppemarked i Rørvig, hvor jeg har sommerhus. Jeg kommer der næsten hver søndag i løbet af hele sommeren. Markedet er en blanding af private og semi-professionelle handlende, men der er en af staderne, hvor der står en amerikansk mand, som jeg næsten altid køber noget hos. Hans ting er helt fantastiske, og denne antikke vase fra Kina elsker jeg. Tror, jeg gav omkring 250 kr. for den. Fik den handlet ned fra 300 kr., men det var absolut det bedste, jeg kunne formå. Da jeg var forbi markedet igen i påsken, kaldte han på mig og sagde, han havde en ting med, jeg skulle se. En mindre vase i samme formsprog, farve og type – som han havde gemt til mig. Den måtte jeg også købe. Han siger, han følger med, hver gang jeg er på tv (Skattejægerne), og det kan jeg slet ikke stå for.

Katrine Martesen-Larsen besøger et loppemarked hvert år i Rørvig, og her kender hun en helt særlig tingfinder.

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste