Fineste kalender fra Atelier Aarhus med smarte sideopdelinger og to-do-lister. 275 kr. på Atelieraarhus.com

© Atelier Aarhus

Derfor er folk, der skriver dagbog, gladere og sundere

Det er ikke kun for teenagere med kærestesorger - videnskaben har talt!

8. november 2017 af Mi Skjold Brix

Det seneste års tid er disciplinen ”Bullet Journaling” blevet et populært fænomen på sociale medier, hvor flere og flere tagger deres billeder med #BuJo og fremviser de kreativt udsmykkede sider i deres dagbog, kalender og notesbog, som ”Bujo” er en sammensmeltning af.

Og heldigvis. For gennem flere større undersøgelser er det blevet klart, at de, der fører dagbog, på mange måder har fat i den lange ende.

Dagbogsskriveri kan føre til forbedret mentalt og psykisk helbred, og vi har fundet undersøgelserne, der bakker det op.

1 Forbedrer dit mentale helbred

Det er nok ikke nyt for nogen, at det er skidt at undertrykke følelser og cirkulere rundt i en fortid, du ikke kan ændre, men nogle gange kan det være svært at finde et sted at lægge dem fra sig. Det er her, du skal åbne en dagbog. 

At skrive om nogle af de sværeste oplevelser og inderste tanker kan have en terapeutisk virkning, viser en undersøgelse foretaget på Royal College of Psychiatrists i London tilbage i 2005.

Her blev deltagerne bedt om at skrive om de mest traumatiske oplevelser de havde haft i deres liv i 15-20 minutter ved tre-fem lejligheder. Undersøgelsen viste, at dem der skrev om de svære ting havde det bedre mentalt sammenlignet med dem, der blot skrev om neutrale emner.

Konklusionen lød, at metoden ville kunne bruges aktivt i behandling af voldsomme traumer og i anden psykiatrisk behandling.

En anden undersøgelse viste yderligere, at den mest gavnlige effekt bliver opnået, når man skriver ud fra både fakta og følelser og ikke kun det ene eller andet. 


2 Styrker din hjerne, kommunikation og ordforråd 

Et andet sted, hvor skriblerier i en dagbog også kan vise sig at give positivt udslag er i forhold til dit ordforråd. 

Når du skriver, tvinger du hjernen til at finde de rette ord og med tiden også nye ord, og det er selvsagt et positivt træk for din kommunikation. 

En undersøgelse viser desuden, at børn, der skrev i hånden udviste aktivitet i hjernen på niveau med voksne, hvorimod det ikke gjorde sig gældende, når de blot "så" på bogstaver.

3 Kan reducere fysiske symptomer 

Folk med leddegigt og astma oplevede en væsentlig forbedring af deres symptomer, da de begyndte at skrive om stressende begivenheder, de havde oplevet, i en dagbog. Det fremgår af en undersøgelse publiceret i the Journal of the American Medical Association. 


4 Bedre karrakterer 

Den positive effekt går igen i en undersøgelse, der er omtalt på sitet Realbuzz.com, hvor elever, der blev bedt om at skrive om deres følelser i en dagbog, oplevede en forbedring af deres karakterer.

Eksperter mener ifølge mediet, at det hele bunder i, at dagbogsskriverierne tvinger os til at reflektere over vores følelser og tanker og på den måde får sat dem i system og giver følelsen af at være i kontrol og dermed større velvære og overskud.

5 Hjælper dig med at opnå dine mål 

Nedfælder du gøremål og aktiviteter fast i en dagbog, som vi ser det med bullet journals, så kan det være med til at synliggøre dårlige vaner, du kan luge ud i for dermed nemmere at opnå dine mål. 

Desuden signalerer du til din hjerne, at noget er ekstra vigtigt, når du nedfælder det på papir og det system i hjernen, som holder os vågne og klare begynder at lede efter løsninger og måder at opnå målet på, ifølge Huffington Post

Derudover skal du i en dagbog også bruge dine evner for at videreformidle og det kan på længere sigt gøre dig bedre i stand til at "sælge" en idé til andre. 

6 Virker som meditation

Ifølge magasinet Forbes, så har alene det at skrive i hånden også en gavnlig effekt. Det aktiverer nemlig nogle steder i hjernen, der ellers sjældent bliver aktiveret, og det sætter gang i nogle ellers urørte kilder til kreativitet. Det viser en undersøgelse fra the Indiana University, ifølge magasinet

7 Styrker din lykkefølelse

Måske allervigtigst af alt, kan det at føre dagbog styrke din generelle lykkefølelse. 

Det forklarer Shawn Achor, der er direktør for GoodThink i en TED-talk (videoforedrag med førende eksperter indenfor diverse områder, red.) GoodThink er et slags lykkelaboratorium, der har til formål at hjælpe folk til at blive gladere gennem videnskaben, de udbreder til almindelige mennesker. 

Firmaet har succes med at få medarbejderne i de firmaer, de arbejder med, til at øge deres positivitet og succes ved at bruge to-tre minutter dagligt på at skrive tre nye ting, de er taknemmelige for, ned i deres dagbog. Efter 21 dage har de skabt nye forbindelser i hjernen, som skærper deres fokus på de positive ting i livet fremfor de negative.

Ifølge Achor er forskellen på folk med succes og dem med mindre, ikke så meget talent og intelligens, men derimod deres livssyn, og det er altså til at ændre med en dagbog. 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste