Kvinden bag Thesweetspot.dk

Mød Laura Trøstrup, der ligesom hendes blog sprudler af kreativitet. Vidste du, at hun oprindeligt er uddannet tøjdesigner og at hendes drømmebolig er en lade?

6. maj 2015 af Malene Helledie

HVAD VILLE DU REDE HVIS DET BRÆNDTE?
Ja, udover selvfølgelig mine to børn og min mand, nok vores kunst. Vi har nogle malerier, fotokunst og grafiske ting, der selvsagt ikke kan erstattes. Ikke at de har den store værdi, men vi har tit købt dem af kunstnere vi kender, eller givet hinanden dem i specielle situationer. Det samme med smykker, og selvfølgelig billeder på computeren!

HVAD BETYDER DET FOR DIG AT BO I KØBENHAVN? 
Alt! Ikke fordi jeg fester natten lang, eller hænger ud i Kødbyen til de fede ferniseringer. Men jeg har muligheden. Lige nu bor vi på 5. sal med 360 graders udsigt. Halvdelen er over Amager Fælled, og halvdelen er byens tage, med kig til Tivoli, Rådhuset og havnen. Bare at vide at alt det er inden for rækkevidde er fantastisk. Jeg tror aldrig vi flytter længere væk – men man skal aldrig sige aldrig…

HVILKET RUM ER DIT YNDLINGSRUM?
Vores stue/køkken/spisekøkken er lejlighedens kerne, med masser af zoner, hvor man kan sidde efter lys og lyst, både sammen og alene. De mange kig, og siddepladser, gør at der er altid et ”sweetspot” der passer til situationen. Og det elsker jeg,  - at man kan flytte rundt efter lyst og dagslys.

HVORNÅR VIDSTE DU, AT DU VAR GOD?
For omkring 12-13 år siden skiftede jeg branche fra tøj- til interiørbranchen. (Jeg er faktisk uddannet tøjdesigner). Og meget hurtigt faldt ting i hak. Jeg kom ”hjem”, og når ting føles rigtige og man bliver tryg, så sprudler ens kreativitet også. Der var en masse ting der faldt i hak, og jeg fik bekræftet mine værktøjer. Samtidig lærte jeg at stole på min intuition, så jeg i dag kan navigere meget sikkert i farver, materialer, former, møbler og accesory. De er mine knapper at skrue på når jeg indretter eller formidler en historie. Mine ingredienser hvis jeg var kok. Der er jeg på hjemmebane og føler mig god.

HVORDAN SER DIT DRØMMEHUS UD?
Jeg er evigt draget af ”laden”, den helt generiske form på et hus. For nyligt faldt jeg over mit drømmehus: Nemlig Designmuseum Danmarks lille skoletilbygning ved siden af museet. Huset er i zink med glasfront, og indrettet super enkelt med en skabsvæg med funktioner og resten er mobile møbler. Huset ligger helt centralt i byen, men der er helt stille, fordi det er et baghus i de meget dybe grunde i Frederiksstaden.

 

Måske er du interesseret i ...

Andre læsere kan også lide...

Seneste