„Vi ville gerne have det hele. En stor grund, god beliggenhed og masser af natur. Samtidig ønskede vi os nem adgang til transport, så det ikke ville blive en dagsrejse at skulle ind til København. Til gengæld var vi klar til at påtage os et renoveringsprojekt, hvis vi fandt det helt rigtige hus.“
Det tidligere landarbejderhus fra 1905 trængte i dén grad til den populære kærlige hånd, så parret var nødt til at lave et minihus i haven, mens renoveringen stod på. „Vi boede i et glashus på 12 kvadratmeter hen over sommeren og frem til oktober måned. Glashuset byggede vi oppe bagerst på grunden af vinduer fra Genbyg og indlagde el og vand.“
Den omfattende renovering blev gennemført på bare seks måneder, og Julie og Kasper tog naturen, som de bogstaveligt talt boede midt i under ombygningen, med sig indenfor i deres nye hjem. At det ikke er hr. og fru Danmark, der har adresse på matriklen, ses blandt andet ved den imponerende stringente farveholdning, som Julie og Kasper har indrettet med. Her bliver ikke impulskøbt orange puder på nettet eller retrolysestager på loppemarked.
Køkkenet fra Kvik er naturligvis også helt enkelt. Endnu en gennemført detalje er de højtsiddende industrispots fra Bosch, der både udgør arbejdslyset i køkkenet og ‘galleri-belysning’ i stuen. Fra køkkenet er der udsigt til gården.
Læs mere og se flere billeder fra den dejlige bolig på de næste sider.