Lyset skinner gennem de gul-grønne mosaikker i de blyindfattede ruder i Bianca Hegedüs’ stue og kaster nonchalant et fint mønster på sofabordet. Mange ville nok have skiftet de gammeldags ruder ud hurtigere, end du kan sige ‘retro’. Men ikke Bianca, der ser ruderne som små kunstværker. Hun bruger også plads på en gammel drejeskivetelefon og på sine mange, mange keramikfund.
Det stribede tæppe er fra Broste Copenhagen, det grå fra Ilva. De gamle egetræsparketgulve er blevet behandlet med Junckers gråolie. På hele endevæggen hænger forskellige billeder lavet af bl.a. Biancas børn. De to bogstaver, F og B, stammer fra Indien. De to sorte pendler er købt hos Johannes Fog. I baggrunden står en PH-lampe og en Broste Copenhagenlampe. Spisebordet er fra Ilva.
Tip: Læg to tæpper oven på hinanden, og skab dit helt eget udtryk.