Bløde farvetoner hos en tidligere farveforskrækket familie
Er du farveforskrækket? Så er der inspiration at hente hos parret her. De var medlemmer af samme klub for et par år siden, men i dag elsker Marianne Kruse og Kasper Kolenda at sætte farver på hverdagen.
Soft tones
Her bor Marianne Kruse, 33 år, ejer og direktør for MyMy Copenhagen og webshoppen Henny and My, og Kasper Kolenda, 34 år, jurist, med deres to piger, Astrid, 5 år, og Ellie, 2 år. Familien bor i et 137 kvadratmeter stort hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København.
Vi kan godt lide farver, men vi har en tendens til at være lidt bange for dem og føler stadig, at vi er i begyndelsen af vores leg med farver. Vi har længe talt om at male en væg i en farve, men vi er endnu ikke nået til det, da hverdagen bare er for travl. Det bliver dog nok nogle støvede grå-grønne nuancer,” siger Marianne Kruse.
Selv om det ikke er blevet til vægge fulde af farver i familiehjemmet i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, indretter Marianne nu gerne løs med farvede items. Her bruger hun både puder, plaider, vaser, lamper, kunst og friske blomster. Tonerne er holdt helt soft i blide, støvede pasteller mod en enkel base af sort, grå og hvid. Det giver et ret grafisk udtryk, der bliver understreget af de mange grafiske plakater og illustrationer i hjemmet.
“Jeg har indrettet med mine yndlingsfarver, støvet mint, rosa, nude, lyseblå og lilla, de samme farver, som jeg har i min garderobe. Det er en let farveskala, der giver mere plads i rummet og ikke stjæler fokus,” fortæller hun.
Farverne er lette startfarver, og de går godt til både det sort-hvide look, men også en nordisk indretning med masser af lyst træ som eg og ask. Metaller som messing, kobber og stål giver looket kant. Men hvad siger manden i huset til paletten?
“Så længe vi ikke går all in på lyserød, er det OK. Farverne er en god og varm kontrast til vores ellers enkle og stramme indretning,” fortæller Kasper.
Glem ikke gulvet Marianne og Kasper er en smule beskedne, når det kommer til at fortælle om deres brug af farver. For faktisk har de valgt flere større møbler og markante accessories i farver – selv et indbygget møbel som skrivebordet på første sal, der ikke bare sådan er til at skifte ud.
“Vi valgte en mintgrøn til skrivebordet, da farven går godt i spænd med det gamle hus og efter vores mening er tidløs og klassisk. Det er også den løsning, vi har fået flest positive kommentarer for,” fortæller Marianne.
Lamperne i huset bliver også ofte valgt i en farve. Som for eksempel PH-lampen i spisestuen, der er en af de første ting, du lægger mærke til, når du besøger familien.
“Jeg er så glad for PH-lampen i den støvede nude nuance. Havde jeg valgt hvid eller sort, ville det have været lidt kedeligt. Jeg elsker, når designikoner får en spændende farve – så ser jeg pludselig designet på en ny måde,” siger hun.
Marianne er også vild med gulvtæpper. Og kigger du på billederne, ligger der næsten gulvtæpper i alle rum. Tæpperne skaber store farveflader, og går du efter et tæppe med flere farver, kan det samle et rum, lyder det fra Marianne.
“Det er klart en stor udfordring at indrette med farver, men farver gør det også sjovere at indrette. Når du bruger farver, får dit hjem desuden mere personlighed,” råder hun.

Familien er heldig at have hele to gange pejs i huset. Her er det på første sal i stuen. Pejsen er indbygget, og både neden under og oven på er der blevet hyldeplads til opbevaring af bøger og smukke stilleben.

Mariannes tips til at bo med farver
· Indret med ting, du kan fjerne igen, så kan du nemt ændre eller flytte rundt efter behov.
· Vælg de farver, du altid har været glad for – både i din garderobe og derhjemme.
· Vær ikke bange for farver. Er du farveforskrækket, kan du begynde stille og roligt med enkelte ting som et par puder og en lampe.
Styr på stilleben med cool keramikvaser.

I mellemgangen på første sal har Marianne tilført farve med en blå løber fra Hay og værker fra Kristina Krogh og Kortkartellet.

Familien på fire bor i de hyggelige Kartoffelrækker i København, der oprindeligt var arbejderboliger bygget af Arbejdernes Byggeforening.

Spiseafdelingen er let og fint indrettet med et bord fra Poul Kjærholm og stole fra Wegner. Over hænger en PH-pendel fra Louis Poulsen. Værkerne er af Kasper Eistrup. På bordet står glas, vaser og karaffel fra Muuto, mens lysestagen er fra Menu. På væggen ved sofaen hænger et modul fra Montana.

Køkkenet er holdt stramt og enkelt i sort og hvid. Det stribede gulvtæppe er fra Pappelina, mens de to pendler er fra Newworks.

Marianne og Kasper har forsøgt flere løsninger til rummet her, der både har køkken, lounge og spisestue. Nu er sofaen placeret over for køkkenet, og det skaber en hyggelig oase, hvor familie og gæster kan være med, mens der bliver lavet mad.
TIP Flyt rundt på dine møbler. Det skaber forandring og fornyelse. Og måske finder du nye måder at placere dine ting på – eller finder ud af, at den oprindelige løsning var den bedste!

Sofaen er fra Muuto, mens sofabordet er fra Wegner. Gulvlampen er købt fra Flos, mens de to plakater er fra Nicolai Bejder/Bemerk. Puderne er fra Fuss, og gulvtæppet fra Another Ballroom.

Parret har valgt at fremhæve skorstenen med grå maling, der får modspil af et gyldent E fra Fil de Fer og en lysestage fra Tom Dixon.

4 genveje til et lille, hyggeligt uderum
1. Indret med planter på væggen. Hvis du ikke vil slå søm i væggen, så stil en smal reol, du kan fylde med planter. Gå efter forskellige planter, så du altid har noget, der blomstrer.
2. Fyld rummet med tekstiler. Gerne både gulvtæpper, puder og plaider. Det skaber godt med hygge. Sørg for siddepladser. Ofte fylder et stort bord for meget, så lav i stedet siddepladser langs med muren, og brug mindre sideborde, du kan flytte rundt efter behov.
3. Hæng lyskæder op, og hav et par lanterner med bloklys, så du kan sidde her, når mørket falder på.
4. Opdel eventuelt terrassen i flere rum ved at stille en gruppe krukker med høje planter, som hurtigvoksende humle eller latyrus. Eller måske et par mindre frugttræer.

Skabsvæggen udnytter husets kvadratmeter til fulde. Her i soveværelset, hvor Marianne gemmer alt sit tøj. Sidebordet er fra Hay, mens plakaten er fra Lisa Grue.

I tilknytning til soveværelset har parret et påklædningsværelse med indbyggede skabe. Knagerne er fra Muuto og gulvtæppet fra Another Ballroom.

I soveværelset har spejlet fra Ikea fået sig en god plads i hjørnet.

Marianne og Kasper har fået bygget en stor skabsvæg af Kasper Feldt fra Stilart på begge sider af væggen. Heri er blandt andet også lavet en løsning, hvor der er plads til et hjemmekontor. Gulvtæppet er fra Ikea, vintage klapstol fra Beau Marché, æsker fra MyMy Copenhagen og Liebe Shop. Kuglepen fra Hay.

En lille kontorplads for enden af gangen er perfekt til et par hurtige mails. Bordet og stolen er fra Hay, bordlampen fra Gubi og penneholderen fra Studio Arhøj.

Tæt på Marianne Kruse
Mit næste køb er ... “ ... en lampe. Jeg er på jagt efter vintagependler fra Radiohuset. De er helt klassiske og hvide med messingfatning. Jeg holder skarpt øje på Lauritz.com.”
Det bedste ved at bo i Kartoffelrækkerne er ...
“ ... det sociale med naboerne. Det er virkelig et godt sted for børnefamilier. Og så er det skønt, at Kartoffelrækkerne er som en lille by midt i byen.”
Det værste er ... “... parkeringsmulighederne. Det er helt umuligt at parkere her. Og så har huset masser af trapper. Men det vænner du dig til efterhånden – tror jeg nok.”
Vi kan blive uenige om ... “ ... bogreoler. Kasper vil gerne have flere bogreoler, men jeg synes ikke, at der er så meget plads igen. Vi arbejder på en løsning.”
Mit favoritrum er ... “... vores køkken. Der er hyggeligt, funktionelt og pænt. Jeg har gjort rummet mere personligt ved at lade en del ting stå fremme og hænge kunst på væggen. Min plan er også at male en af væggene.”
Skal jeg beskrive vores stil med ord, vil jeg sige ...
“... enkel, moderne, feminin og skandinavisk.”
