Bondehus med bølgebrus
Drømmer du om en sommerbolig med rådyr, skov og strand som naboer? Så kig med her og bliv grøn af misundelse.
Selv om man bor på landet i det jyske, kan man sagtens føle trang til det ubekymrede sommerhusliv væk fra det hele. For Gitte Juhl Capel og hendes mand, Dominique Capel, blev trangen så stor, at de gjorde alvor af drømmen. De savnede et fristed længere væk fra deres hæsblæsende karrierer, hvor de for alvor kunne slappe af uden at tænke på hverdagens forpligtelser, mobiltelefoner og vasketøj. Parret ville være tættere på naturen og have mulighed for at være sammen med deres datter og venner på en mere uforpligtende måde og uden afbrydelser.
„Hjemme er der altid en plæneklipper, som kører, eller en nabo, der kigger forbi. Her i sommerhuset er der fuldstændig stille. Det er magisk. Det har vores venner også fundet ud af, så de kommer ofte for at besøge os,“ siger Dominique, der er fra Frankrig. Sammen har de datteren Cecilie på 15 år.
Bindingsværkshuset fra 1771 er på 120 kvm. Grunden er på 1.600 kvm og ligger tæt på Kerteminde på Fyn. Stråtaget er et smukt syn. Hagen er, at fuglene hiver stråene ud og bygger rede med dem.
Læs og se flere billeder fra den dejlige bolig på de næste sider.

Køkkenet er det oprindelige, men Gitte og Dominique har malet bordpladerne sorte og sat hvide fronter på skabene.

Spisebordet og stolene, der er arvet fra husets tidligere jere, sørger for sand almueidyl.

Der skal ikke mere end tre små indrammede billeder til for at skabe et effektfuldt stilleben ved spisebordet.

Gulvplankerne i eg er lagt og fuget, så de minder om et skibsdæk. Det forholdsvis lyse sofaarrangement står godt til det mørkere gulv.

Om vinteren fyrer parret godt op i den elskede brændeovn. Familien har gjort det til en ny tradition at holde jul i huset, og så kommer der ekstra gang i brændeovnen. Knagerække og fletkurv er fra House Doctor.

Huset var i god stand ved overtagelsen, men badeværelset trænger til en modernisering. Indtil videre er afklædnings-rummet malet hvidt og peppet op med små vaser og tekstiler fra House Doctor.

Trappen til 1. sal har intet gelænder, hvilket får den til at virke luftig og som en skulptur i stueetagen.

På Cecilies værelse er sengen dækket af et sengetæppe fra House Doctor.

Det grønne sengetæppe er lavet af gamle sarier, som Gitte og hendes søster håndplukker under rejser til Indien.

I haven ligger et lille skur, hvor der er plads til at opbevare havestole, hynder og mindre haveredskaber. Da Gitte og Dominique ledte efter drømmehuset, var et af kriterierne, at der skulle være langt til nærmeste nabo og skov, vand og marker lige uden for hoveddøren. Det lykkedes med huset tæt på Kerteminde.
