Måske er det ved at være en fordom, at det kun er kvinder, der går op i at skabe smukke og spændende hjem. Men selv om mange mænd også har en holdning til valget af sofa og farven på væggen, er Anders Krakau på 26 år bestemt ikke helt almindelig, når det kommer til boligindretning.
Hans herskabslejlighed i Indre København er langtfra en drengerøvsagtig begynderlejlighed, men derimod en gennemført perle med metervis af tung, fed velour, mørke lædergulve og materialer som pels, kobber og naturtræ. Måske slet ikke så overraskende, for Anders arbejder professionelt med boligindretning som indretningskonsulent i den hippe interiørbutik Rue Verte i København.
„Jeg vil godt slå et slag for den mere klassiske stil. Jeg går op i at indrette med respekt for en ejendoms arkitektur, og jeg har derfor lagt meget energi i at skabe den stemning og stil, jeg syntes passede til ejendommen og områdets historie og arkitektur,“ fortæller Anders.
TIP: Læg en lampe ind i dit skab eller på en reol for at skabe en anderledes og stemningsfuld effekt. Husk, at det også er tilladt at lægge pendler på en flade (som her) i stedet for at hænge dem op.